Er det okay, når en blogger som Fie Laursen med over 300.000 følgere på Instagram reklamerer for sugardating og at sælge brugte trusser?

Nej, lyder det fra andre influencere, der kritiserer reklamen og kalder den uetisk. En kritik, markedsføringsekspert Christina Tønnesen, der er managing partner i reklamebureauet Mensch, sagtens forstår.

»Udfordringen er, at de markedsføringsregler, der gælder for influencer-industrien, simpelthen ikke er tilstrækkelige. Det er denne her sag et tydeligt bevis på. Når reglerne ikke er tilstrækkelige, kræver det en øget ansvarlighed hos både annoncøren og influenceren. Det udviser ingen af parterne desværre i denne sag,« siger hun.

På Instagram lød det torsdag fra Fie Laursen, at man på siden Todayters kunne sælge brugte trusser eller sugardate, hvis man er fyldt 18 år.

B.T. har forsøgt at oprette en profil på siden. 18 år er ganske rigtigt minimumsalderen, der kan vælges, men alderen skal ikke verificeres.

»Det afspejler jo en holdning om, at man ikke har noget specifikt ønske om at beskytte personer under 18 år, da alle og enhver kan krydse af i boksen, og det er de selvfølgelig bevidste om. Dermed fralægger de sig faktisk ansvaret. Var man sit ansvar bevidst, så sikrede man sig, at de brugere, der anvender platformen, er over 18 år med eksempelvis NemID,« siger Christina Tønnesen.

Sugardating er ikke ulovligt, men blandt andre Kuno Sørensen, der er psykolog ved Red Barnet, har advaret mod at lade sig lokke og kalder Fie Laursens reklame 'bekymrende'.

Selv om influenceren gør opmærksom på, at man skal være myndig for at oprette sig på hjemmesiden, er det ikke godt nok, mener Christina Tønnesen.

»Det er alene et alibi for, at man har fulgt reglerne. Men det ændrer ikke på, at en stor andel af Fie Laursens følgere er helt unge mennesker, og at Fie Laursen påvirker dem til at synes, at soft-prostitution er ok. Og det er ikke ok.«

»Det kan godt være, at det er lovligt, men samfundet skal ikke give lov til, at det foregår. Det er simpelthen ikke en sund måde, det her bliver markedsført på,« siger hun.

Samtidig mener hun, det er problematisk, at det er tredje gang, Fie Laursen reklamerer for sugardating, når hun for kort tid siden undskyldte for det.

»Jeg synes, begge parter i denne sag har mistet al troværdighed. Jeg har svært ved at se gevinsten for virksomheden i, at de genoptager samarbejdet med en influencer, som er sprunget til og fra samarbejdet så mange gange,« siger Christina Tønnesen, der ikke mener, samarbejdet gavner nogle af parterne.

Hun efterlyser desuden en forklaring fra virksomheden: Hvordan forsvarer de samarbejdet?

»Når man som virksomhed og influencer indgår et samarbejde, der medfører kritik, så tager man de tæsk, der følger med. Der lader man ikke influenceren stå alene på skafottet. Men det fører os jo tilbage til virksomhedens ansvarlighed.«

B.T har forsøgt at kontakte Todayters. Nummeret på hjemmesiden er fra Litauen, og ved opringning lyder det, at opkaldet ikke kan gennemføres. Vedkommende, der besvarer virksomhedens danske nummer, ønsker ikke at udtale sig.

Fie Laursen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.