I det legendariske tv-program 'Baronessen flytter ind' fortalte Caroline Fleming om sine fantastiske rengøringsevner. Men i virkeligheden skal tv-baronessen måske selv overveje et rengøringskursus.

Nu advarer professor i bakterier og kroniske infektioner Thomas Bjarnsholt fra Københavns Universitet nemlig om Caroline Flemings rengøringsmetoder.

Det sker, efter tv-baronessen har delt et billede af sig selv på Instagram, hvor hun støvsuger et sofabord. Men det er en meget, meget dårlig idé. Medmindre man altså vil smøre bakterier og fæces rundt på kaffebordet.

»Det er åndssvagt. Bordet skal tørres af med en klud – ellers skal man jo have en støvsuger kun til borde. Men den støvsøger har hun sikkert brugt på toilettet også. Du risikerer jo bare at tvære colibakterier ud over bordet. Man kan jo ikke se bakterier. Det kan se meget rent ud,« advarer Thomas Bjarnsholdt.

Men Caroline Fleming har tilsyneladende ikke selv overvejet, at hun gør mere skade end gavn med sin Dyson-støvsuger.

»Sådan ser jeg ud, når min bedste veninde og kompagnon knalder mig i at gøre rent midt i et forretningsmøde … Tak til Dyson fordi I bare gør livet meget mere overskueligt for mig. Min støvsuger er så nem at drøne rundt med i huset,« skriver Caroline Fleming på opslaget.

Men det er helt misforstået.

»Det er en dum idé. Der kan gro alt muligt på den. Og specielt hvis den bliver brugt på toilettet også. I bund og grund skal en støvsuger holdes på gulvet,« slår Thomas Bjarnshøj fast.

Caroline Fleming har ellers tidligere brandet sig på netop at være en haj til rengøring – og specielt  støvsugning.

»Det er immediate satisfaction! Man kan simpelthen både mærke og høre, hvordan snavset forsvinder,« udtalte hun i forbindelse med premieren på Kanal 4-serien 'Baronessen flytter ind' fra 2008.

Caroline Flemings agent, Elisa Lykke oplyser, at Caroline Fleming ikke vil kommentere historien.