Der er sket meget i Caroline Flemings liv, siden hun for nogle måneder siden fik diagnosen ADHD.

For diagnosen har påvirket hende på en helt særlig måde.

»Den dag, jeg selv blev diagnosticeret, skete der også noget helt magisk,« skriver den tidligere baronesse i et Instagram-opslag, hvor hun endnu en gang sætter fokus på ADHD.

»Jeg kunne lægge mine arme rundt om min lille krop og sige til mig selv, 'lille skat, NU forstår jeg, hvorfor alt gik galt for dig hele tiden, mens folk skælvede ad dig, alle de glas, du har smadret, alle de døre, du er gået ind i, hvorfor du forsøgte hele livet, som Barbapapa (tegneseriefigur, red.), at altid skifte form, så du kunne passe ind i det pågældende selskab',« skriver hun videre i opslaget.

»Den dag jeg selv blev diagnosticeret skete der også noget helt magisk,«, skriver Caroline Fleming.
»Den dag jeg selv blev diagnosticeret skete der også noget helt magisk,«, skriver Caroline Fleming. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Caroline Fleming har netop også givet et større interview til Alt for damerne om, hvordan det er at få at vide, at man har ADHD.

Her fortalte hun, at hun var chokeret, da hun fik diagnosen, hvilket skete, et år efter at hendes yngste søn, Nicholas, havde fået diagnosen.

En psykolog havde efter sønnens diagnose gjort hende opmærksom på, at man ofte ser, at en af forældrene til barnet også har diagnosen.

Faderen til Nicholas er fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Caroline Fleming har engageret sig dybt i arbejdet med ADHD foreningen.
Caroline Fleming har engageret sig dybt i arbejdet med ADHD foreningen. Foto: Mikkel Møller Jørgensen
Vis mere

»Så jeg tænkte, det må være 'Nicos' far, der har det. Det kan da ikke være mig,« fortæller tv-baronessen i interviewet.

Stor var overraskelsen derfor, da hun et år efter sønnens diagnose også selv fik diagnosen.

Mange ting faldt på plads i Caroline Fleming, da hun fik diagnosen. Men det har heller ikke altid været lige let, har hun fortalt både i interviewet og i flere Instagram-opslag.

»Det er faktisk også derfor, jeg hører mærkelige lyde dag og nat, har døjet med angst og tvangstanker, har oplevet flere harmonikasammenstød i min bil, fordi min opmærksomhed har været afledt af mine mange åbne kanaler,« skrev hun på det sociale medie i april, hvor hun også fortalte, at hun var begyndt at tage ADHD-medicin i håb om, at den ville give hende mere ro og bedre søvn om natten. For dårlig søvn har hun også døjet rigtig meget med.

Da Caroline Flemings søn fik diagnosen, var der en stor sten, der faldt fra hendes hjerte. Caroline Fleming har altid følt, at han var anderledes end hendes to ældre børn, sønnen Alexander og datteren Josephine.

»Den dag, min 'Nico' fik sin diagnose, der blev mit hjerte og sind lindret i så høj en grad … pludselig faldt skyldfølelsen fra min krop og blev erstattet af en taknemmelig lettelse og en indre ro, specielt i forhold til alle de folk, der har dømt mig eller set skævt til os, uden empati eller hjertelig forståelse for, at nogle mennesker altså bare har nogle udfordringer, som INGEN nogensinde burde dømme,« skriver Caroline Fleming i sit seneste Instagram-opslag, hvor hun også opfordrer folk til, at de tænker mere på, at folk kan have forskellige diagnoser.

»Husk, kære Venner derude, at man sjældent ved, hvad der ligger bag et menneske, medmindre man har været inviteret til en trofast samtale som en gæst eller ven, der har tjent vores tillid,« skriver tv-baronessen, der nu er blevet ‘forældrenes stemme’ hos ADHD-foreningen og vil gøre det til sin mission at råbe politikerne op.