Det bliver ikke større.
En amerikansk kvinde har givet Dennis Knudsen den bedste gave, han kunne have ønsket sig: et barn.
17. juni kom Lucas til verden, og indtil videre går det godt for far og søn. Så godt, at kendisfrisøren overvejer at bringe endnu et barn ind i familien.
»Jeg har allerede talt med den bærende mor. Hvis hendes krop kan klare et kejsersnit mere, er hun frisk,« fortæller han, da B.T. besøger ham.

Ønsket om to børn er ikke nyt, og derfor fik rugemoderen i sin tid også lagt to befrugtede æg op.
»Hvis jeg ikke er her så længe, så har han en søster eller bror at leve videre med.«
Dennis Knudsen er netop fyldt 56 år og har besluttet at være alenefar. Han ved godt, at Lucas formentlig ikke kommer til at have en forælder lige så længe som andre. Men det bekymrer ham ikke.
»Vi skal nå nuet sammen. Hele tiden.«

I øjeblikket går han og Lucas hjemme. Hvornår Dennis Knudsen vender tilbage til sit arbejde, har han ikke besluttet.
Men det bliver ikke i samme gear som tidligere.
»Jeg er jo heldig, at jeg er en voksen mand. Jeg har skabt karriere og tjent penge, så jeg skal ikke ud og markere mig,« siger han og fortsætter:
»Lucas har givet mig en ny passion, noget nyt at leve for og en ny energi. Jeg skal bare passe på mig selv og ham.«

Der er ingen tvivl om, at kærligheden til den lille purk er stor: Dennis Knudsen overøser ham nemlig kontant med kys.
Og det kommer helt af sig selv:
»For mig er det vigtigt, at det føles 100 procent naturligt. Og det gør det,« fortæller han og uddyber, at han trives som alenefar.
Dennis Knudsen har nemlig tidligere forsøgt at opnå sin drøm om at blive far ved hjælp af en regnbuefamilie-konstellation.
Men rejsen varede over 20 år og var fyldt med bump, brudte løfter og klemte følelser.
Af den grund besluttede han at bruge en rugemor. Aftalen var klar: Hun skulle bære barnet – ikke være mor til det.
Derfor er Lucas' biologiske mor en anonym donor. Rugemoren er til gengæld en af Dennis Knudsens veninder.
»Jeg har været på udkig efter en mave, hvor der ville være masser af kærlighed under graviditeten,« fortæller han.

Kvinden, hvis navn er ukendt, er politibetjent og har selv to børn på tre og seks.
Selvom det ikke var planen, kommer både hun og børnene til at være en del af Lucas' liv.
»De er sådan en slags halvsøskende til Lucas. De bor i USA, men vi har talt dagligt, efter at vi kom hjem.«
Forælderrollen er helt og holdent Dennis Knudsens. Og han frygter ikke, at sønnen kommer til at mangle en kvinderolle. Dels fordi han med egne ord er i kontakt med sin feminine side. Dels grundet sine mange veninder.
Det eneste, Dennis Knudsen ikke kan give Lucas, er bryst. I stedet får han flaske. Selvom han af og til søger efter en brystvorte, går det fint.
»Hvis han får fat og begynder at nærme sig min brystvorte, så får han hurtigt hår i maden.«
Dennis Knudsen griner og henviser til den hårpragt, han har ladet vokse på sit bryst, så Lucas ikke ligger på stikkende stubbe, men en blød rede af hår.
»Jeg kan mærke, at når han ligger på mit hjerte, så smelter vi sammen.«