Dennis Knudsens navn og ansigt er atter en gang blevet misbrugt i forbindelse med et svindelprodukt.

Det oplyser kendisfrisøren i et opslag på Instagram, hvor han kalder bagmændene 'røvhuller'.

Her deler han også et skærmdump fra faktatjek-mediet TjekDet's artikel med titlen 'Nej, Dennis Knudsen har ikke tabt 12 kilo på 4 uger med nyt slankeprodukt'.

»Det er fuldstændig korrupt, og det gør mig virkeligt ked af det. Det skaber mistillid hos mine kunder, og det er enormt krænkende og grænseoverskridende, at andre misbruger mit navn på den måde,« siger han til B.T. om sagen.

Den nybagte far henviser til en opdigtet artikel på fupsiden Dinekurnyheder.dk, der – hvis man ser bort fra volapyksproget – beskriver, hvordan han skulle have tabt de mange kilo ved blot at tage en pille.

Desuden bliver fiktive professorer i artiklen citeret for, at pillen er god for både immunsystem og generel sundhed.

Men det er fup og fidus, konkluderer TjekDet, og Dennis Knudsen bakker op. Han har aldrig brugt en sådan pille – og da slet ikke sagt ja til at reklamere for en.

»Hvis jeg en dag skulle komme i tanke om at lave en slankekapsel, skal jeg nok selv sige til, som jeg også gør med alt andet.«

Særligt skræmmer det Dennis Knudsen, at det lige er svindel med skønhedsprodukter, han bliver misbrugt i.

Kendisfrisøren lægger nemlig navn til egne skønhedsprodukter – heriblandt en kapsel, der er god for blandt andet hår og negle – og der er flere på vej senere på året.

Han understreger derfor, at hans produkter kun kan købes hos autoriserede forhandlere.

»Det skader jo mit omdømme på sigt, hvis folk køber katten i sækken hos andre.«

Efter syv forgæves forsøg lykkedes det endelig: Dennis Knudsen er blevet solofar som 56-årig.
Efter syv forgæves forsøg lykkedes det endelig: Dennis Knudsen er blevet solofar som 56-årig. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Dennis Knudsen, der for nylig er blevet far til Lucas, er ikke den første – og formentlig heller ikke den sidste – kendte dansker, hvis navn er blevet misbrugt i svindelsager som disse.

Så sent som i sidste uge kunne B.T. berette, at Sofie Linde blev misbrugt i en reklame på Facebook – ligeledes i et forsøg på at sælge tvivlsomme slankepiller. Og det ærgrer Dennis Knudsen, at han og andre skal misbruges på den måde:

»Jeg synes, det er utroligt, det kan blive ved med at lade sig gøre. Jeg ville ønske, man kunne finde dem og møde dem med et erstatningskrav,« siger han og fortsætter:

»Lige nu har jeg en søn på tre uger, og jeg vil hellere bruge energien på at give ham kærligheden, men jeg håber, at nogle finder ud af, hvem der står bag og giver dem en ordentlig røvfuld.«

Dennis Knudsen flyttede for nylig ind i en stor penthouselejlighed i København. Her er det planen, at sønnen Lucas skal vokse op.
Dennis Knudsen flyttede for nylig ind i en stor penthouselejlighed i København. Her er det planen, at sønnen Lucas skal vokse op. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Man kan som forbruger ende med at miste mange penge, hvis man ikke er opmærksom på de mange svindelreklamer.

Der er dog nogle enkelte forholdsregler, man kan tage sig, har sikkerhedsekspert fra firmaet CSIS Peter Kruse tidligere forklaret til B.T. i forbindelse med en lignende sag.

Først og fremmest skal man læse det med småt. Dernæst skal man sikre sig, at kontaktoplysningerne på hjemmesiden giver mening, og at siden i øvrigt har et HTTPS-certifikat.

Slutteligt skal man tjekke, at sproget ikke er en omgang volapyk fra Google Translate, som det for eksempel er tilfældet med artiklen om Dennis Knudsens vægttab.