»Det vælter ind med beskeder.«

Sådan lyder det fra Stephanie Fisker, da B.T. fanger hende over telefonen.

Den kendte influencer og mor til tre har de seneste døgn været hovedpersonen i en heftig debat omhandlende tonen på sociale medier.

En debat, der begyndte, fordi Stephanie Fisker delte et billede, hvor hun hopper i vandet iført bikini.

Efterfølgende begyndte det nemlig at strømme ind med hadefulde beskeder, der beskyldte hende for at være alt for tynd, hvilket fik Stephanie Fisker til at sige fra over for bodyshaming i en artikel på B.T.

Og siden da er det altså 'væltet ind' med beskeder, som Stephanie Fisker formulerer det.

»Jeg er meget overvældet over, hvor meget det her fylder for rigtig mange mennesker, men jeg synes også bare, at det viser, at bodyshaming er et rigtig stort problem.«

Ifølge Stephanie Fisker er der så mange, der skriver til hende, at hun endnu ikke har haft tid til at læse alle beskederne.

Hendes indtryk er dog, at størstedelen af henvendelserne er kærlige beskeder og beskeder fra folk, der har oplevet det samme.

Det var dette billede, der fik flere af Stephanie Fiskers følgere til at kalde hende et 'anoreksi-offer'.
Det var dette billede, der fik flere af Stephanie Fiskers følgere til at kalde hende et 'anoreksi-offer'. Stephanie Fisker

Der er dog visse personer, som stadig kun skriver for at kritisere hendes krop.

»Jeg synes, det er vildt, at der rent faktisk er folk, som læser en artikel hos jer, og så kun hopper ind på min profil udelukkende for at fortsætte den dårlige tone,« siger Stephanie Fisker og fortsætter:

»Jeg er oprigtigt forundret og interesseret i at forstå, hvad der gør, at de her mennesker insisterer på at snakke grimt til andre.«

B.T. var mandag i kontakt med en af dem, der har beskyldt Stephanie Fisker for at være anorektiker.

Kvinden ville ikke have sit navn frem, men fastslog, at hun stod ved sine kommentarer og påpegede, at hun har ret til at skrive sin mening om Stephanie Fisker, fordi hun har en offentlig profil.

Og det er der også flere andre kritikere, der har skrevet direkte til Stephanie Fisker i kølvandet på mandagens artikel.

»Men det synes jeg simpelthen er en form for victimblaming,« siger influenceren, som altså tager stærkt afstand fra den præmis.

»Jeg synes, det er så forkert en tankegang. Jeg har ikke gjort skade på nogen eller gjort noget kontroversielt. Jeg har vitterligt bare delt et sommerbillede af mig selv, der hopper i vandet. Jeg burde da ikke skulle forvente, at jeg så skal svines til.«

Fordi Stephanie Fisker ikke har tid til at besvare de hundredvis af beskeder, der er landet i hendes indbakke siden i går, har hun valgt at opfordre folk til at dele deres historier i hendes kommentarspor.

Og efter få timer begyndte det allerede at strømme ind med beskeder fra folk, der selv er blevet udskammet for deres krop.

Du kan se Stephanie Fiskers opslag og kommentarerne herunder: