Massage, de ikke havde bedt om. Klap i røven. Upassende kælenavne.

Det er blot nogle af de krænkelser, som 10 kvinder, der alle har været praktikanter på DR Nyheder i perioden 2015 til 2019, beretter om i et fælles brev.

Brevet, som Information har fået i hænde, blev mandag sendt til DR’s HR-chef, og formålet er at sætte fokus på trivslen og arbejdsmiljøet for unge kvinder ansat på stedet.

De 10 kvinder har alle underskrevet brevet med deres fulde navne og bidraget med deres vidnesbyrd. I flere af beretningerne går den samme mediechef igen.

Mens to fortæller, at han masserede dem, mens de arbejdede – vel at mærke uden, de havde bedt om det – fortæller en anden, at han af og til rørte hende på røven og i håret. Han omtalte hende desuden som »den smukke praktikant«.

Initiativtageren til brevet hedder Shani Pedersen og var praktikant på DR Nyheder fra 2016 til 2017. Hun er en af de kvinder, som modtog uønsket massage fra chefen.

Hun håber, at brevet kan være med til at sikre, at kommende praktikanter ikke vil opleve samme krænkende adfærd og sexchikane, som hun og de andre brevskrivere oplevede det.

»Hvad, DR vil gøre med de her vidnesbyrd, er deres ansvar. Men jeg håber, at det vil sætte gang i en debat om, hvad der skal til, for at vi ændrer kulturen, og at man i fremtiden sikrer, at unge praktikanter har et sikkert arbejdsmiljø,« siger hun til Information.

Mediet har været i kontakt med DR Nyheders nyhedsdirektør, Sandy French, som ikke ønsker at udtale sig om de konkrete sager. På spørgsmålet om, hvorvidt man i DR Nyheder har været gode nok til at sikre forholdene for unge, kvindelige praktikanter, svarer hun todelt.

»Hvis du havde spurgt mig før det her forløb, havde jeg klart sagt ja. Men nu må jeg jo bare konstatere, at det har vi jo så ikke. Det er jeg ked af og flov over. Det er også derfor, jeg må erkende, at vi ikke har været gode nok bagudrettet. Nu er det min fremmeste opgave at sikre, at det sker fremadrettet,« siger hun til Information og tilføjer, at hun snart vil holde et såkaldt lyttemøde.

Sofie Linde har sat sexisme i mediebranchen på dagsordenen.
Sofie Linde har sat sexisme i mediebranchen på dagsordenen. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Her er alle, der har skrevet det meget omtalte støttebrev til Sofie Linde, som kickstartede det store fokus på sexisme under 'Zulu Comedy Galla', inviteret, så man kan skabe dialog om kulturen på DR.

Og dermed stiller DR sig i rækken af medier, der nu vil kigge arbejdskulturen i sømmene. Tirsdag afholdt TV 2 således stormøde med fokus på sexisme og krænkelser.

Hos selv samme medie arbejder de seks kvinder, der står bag støttebrevet til Sofie Linde.

Et brev, der endte med at blive underskrevet af over 1600 kvinder med tilknytning til mediebranchen.