Lyt til artiklen

Den 25-årige danser Mille Funk er ikke længere sammen med sin kæreste gennem mange år.

Det bekræfter Vild med dans'-stjernen overfor Billedbladet.

»Ja, det er korrekt, at Steffen og jeg efter at have været kærester en del år er blevet enige om at gå hver til sit. Vi har haft nogle skønne år sammen, men nu skal vi videre i hver vores retning,« fortæller Mille Funk om bruddet med kæresten gennem otte år, Steffen Wedege.

Danseren fortæller, at beslutningen om at stoppe deres forhold har været meget svær, men ellers ønsker hun ikke at kommentere bruddet yderligere.

25-årige Mille Funk var i efteråret en del af holdet på TV 2-programmet 'Vild med dans'. Her foldede hun sig ud på dansegulvet sammen med den 22-årige skuespiller Mathias Käki Jørgensen.

Her endte parret i top fem, efter de røg ud i deres første omdans efter en country-version af cha-cha-cha. Efter omdansen måtte de lade livet i programmet lige inden kvartfinalen.

I efterårets sæson af Vild med dans dansede Mille Funk med skuespilleren Mathias Käki.
I efterårets sæson af Vild med dans dansede Mille Funk med skuespilleren Mathias Käki. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

I efteråret 2015 var Mille Funk også at finde på dansegulvet i det populære program.

Her dansede hun med den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov. Parret røg ud i det tredje program, efter at de i de første programmer havde fået lave point og hårde ord med på vejen fra dommerne.