Rudersdal Kommune risikerer at miste en af sine rigeste skatteydere.

Den 75-årige advokat, rigmand og hofjægermester Christian Kjær overvejer nemlig at flytte fra kommunen på grund af sin dom for et yderst omtalt sammenstød med en cykelløbsofficial.

Sammenstødet fandt sted en søndag morgen i august, da hofjægermesteren - i sin Tesla - påkørte en trafikofficial ved det traditionsrige cykelløb Sorgenfriløbet.

Christian Kjær blev efterfølgende sigtet for en række overtrædelser af færdels- og straffeloven og blev i februar straffet med 30 betinget dages fængsel, en bøde på 10.000 kroner samt frakendelse af kørekortet i et år.

Og det er altså denne dom, der - ifølge Se og Hør - har fået rigmanden og hans hustru, Susan Astani-Kjær, til at genoverveje deres 650 kvadratmeter store herregård syd for Hørsholm.

»Efter den her uretfærdige behandling og ubehagelige oplevelse overvejer vi at sætte Sandbjerggård til salg og flytte,« siger Susan Astani-Kjær til ugebladet.

Christian Kjær fortalte selv i retten i februar, at han den 18. august kørte til bageren for at 'forkæle sin kone'. Da han skulle hjem fra bageren, blev han mødt af to løbsofficials, som ville have rigmanden til vende om.

Ifølge Christian Kjær turde han ikke at bakke af frygt for, at andre biler skulle køre ind i ham bagfra, hvorefter situationen eskalerede.

Christian Kjær og hustru Susan Astani overvejer at flytte. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015)
Christian Kjær og hustru Susan Astani overvejer at flytte. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015) Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Første gang ramte han mig på brillerne, og så tog jeg hånden op. Han var næsten helt inde i bilen med hovedet. Han var frygtelig gal,« lød det i retten fra rigmanden, hvilket fik anklageren til at spørge, hvorfor han ikke havde anmeldt det til politiet, når nu han var blevet slået.

»Det er, fordi jeg er jurist. Jeg ved, at to vidner mod en ville betyde, at jeg ikke havde en chance,« forklarede han.

Christian Kjærs opfattelse af episoden stemte imidlertid ikke overens med de to officials, der begge forklarede, at Christian Kjær ikke bare én gang, men hele to gange var kørt ind i dem. Først den ene i knæhaserne og efterfølgende den anden i knæene, således at han troede, at hans ben ville brække.

Og det blev altså de to løbsofficials forklaring, der vægtede højest i retten, hvilket nu kan medføre, at Rudersdal Kommune må sige farvel til en af deres rigeste skatteydere.