Hvad sker der, når du aften efter aften fortæller på scenen, at du er single og på jagt efter kærligheden?

Standupkomiker Tobias Dybvad har siden starten af året turneret landet rundt med showet ’Fasser Partner’, hvor han blandt andet gennemgår sin Tinder-profil og viser nogle af de beskeder, han har fået.

Det har ikke overraskende givet udfordringer i Tobias Dybvads private dating-liv, fortæller han med et stort grin.

»Når de kvinder, jeg skrev med, opdagede jeg havde showet ved siden af, blev de mistænksomme overfor, om de nu blev en del af min research. Det blev lidt meta-agtigt. Jeg måtte forsikre, at det var ægte nok, men at jeg rigtig nok også lavede et show. Så det har ikke nødvendigvis været en fordel på den front at blande tingene sammen.«

Han tilføjer, at han på scenen gør meget ud af at understrege, at hans show ikke er en offentlig kontaktannonce. Alligevel dumper der engang imellem sjove beskeder fra kvindelige fans ind i Facebook-indbakken.

»Det er generelt set meget sobre kaffeinvitationer. Jeg fik for nylig en besked, hvor der stod: ’Samarbejder du med Chili Klaus, eller er du bare normalt så hot?’. Den kunne godt komme med i et show, haha.«

Showet ’Fasser Partner’ har vist sig at være så stor en succes, at Tobias Dybvad har udvidet turneen med ekstra shows til efteråret. Han vil derfor heller ikke endnu afsløre, om kombinationen af show og Tinder-eventyr har båret frugt.

»Jeg kan godt lide at holde det som en hemmelighed, til showet er slut. Profilen er ægte og lavet for at se, om Tinder fungerer for mig. Jeg havde taget langt tilløb og i en brandert haft en snak med en ven, der havde mødt sin kæreste på Tinder. Til sidst kastede jeg mig ud i det – og at det så samtidig kan bruges som materiale til et show, er jo bare en fantastisk sidegevinst.«

Investerer i fremtiden
Lige for tiden har Tobias Dybvad dog ikke fuld fokus på datinglivet, men i stedet sit lille sideprojekt ’Dybvads sofa’, hvor han den 7. juni på Bremen i København inviterer en række komikerkollegaer til at komme og fortælle sjove anekdoter i en talkshow-ramme. Projektet er en del af Dybvads forsøg på en fremtidsinvestering.

Når showet er afholdt, bryder Tobias Dybvad det op i små klip, som han lægger ud på blandt andet YouTube og Facebook.

»Grundideen er at lave noget, der passer til internettet. Jeg ser sjældent talkshows i sin fulde længde, men kan sagtens sidde på Youtube og se en masse små sjove klip. Jeg tror, det vil gavne min karriere fremadrettet, hvis jeg for eksempel har en masse subscribers på Youtube.«

Han uddyber:

»Det er fedt, at man på den måde kan have sin egen platform og er mindre afhængig af tv-stationer. Der er kort fra tanke til handling, og det åbner en masse spændende muligheder - i dette tilfælde med noget der er ligeså flot produceret som klassisk tv.«

I den forbindelse har Tobias Dybvad indgået et samarbejde med YouSee, så klippene også kan ses på deres nye comedy-kanal.

»I starten gik jeg bare i gang, uden at tænke økonomi ind i det, men nu finansierer de det, og viser det på deres kanaler, mens jeg stadig har fuld kontrol over indholdet og kan bruge det, som jeg vil. Så det er en ret fin ordning.«