DR er i den grad kommet i fokus her i begyndelsen af det nye år.

Det skyldes Ramasjang-programmet 'John Dillermand', der handler om John, der har en 'magisk og utrolig lang dillermand', som han svinger rundt med i tide og utide.

Programmet, der er målrettet børn i alderen fire til otte år, har i den grad delt vandene på sociale medier, hvor kritikken blandt andet lyder, at DR 'glorificerer en mand, der ikke kan styre sine ædlere dele'.

En af dem, der nu blander sig i debatten, er en af DRs egne værter – nemlig P3-vært Maria Jencel. Hun skriver i en række stories på Instagram, at hun ikke forstår, hvordan programmet har fået grønt lys på DR.

John Dillermand kommer flyvende på sin magiske dillermand.
John Dillermand kommer flyvende på sin magiske dillermand. Foto: DR / Made By Us
Vis mere

'Det her ('John Dillermand', red.) er seriøst et nyt børneprogram på DR,' indleder en chokeret Maria Jencel og fortsætter med at fortælle sine mere end 14.000 følgere om plottet.

'En voksen mand, der har en kæmpe magisk penis – der er sjov at lege med, kan redde verden og gør, lige hvad den vil, uden John helt kan styre det'.

B.T. var søndag i kontakt med Morten Skov Hansen, der er chef for Minisjang, Ramasjang og Ultra på DR.

Han påpegede blandt andet programmets beskrivelse, som lyder, at der er tale om et 'humoristisk univers, som anerkender den spirende nysgerrighed omkring krop og kønsdele'.

Denne forklaring runger dog hult hos Maria Jencel.

'JA, DR … Børns nysgerrighed omkring deres egne børnekroppe. Sgu da ikke deres spirende nysgerrighed omkring fremmede, gamle mænds, kæmpe, magiske pikke,' skriver hun i en story og fortsætter:

'Man kunne have lavet så mange sjove historier om kroppen til børn. Til at starte med som minimum historier, der både handler om drenge og pigers magiske kroppe. Men at der ikke er nogen i DR, der i 2021 har stoppet en så glorificerende fallosfortælling om en voksen pik, der er svær for den sjove gamle mand at styre, det forstår jeg intet af,' lyder det videre.

B.T. har været i kontakt med Maria Jencel, men hun har ikke ønsket at uddybe sit opslag.

(Har du endnu ikke set 'John Dillermand', så kan første afsnit på fem minutter ses HER).