'Helt ærligt', 'Ad, hvor klamt' og 'Hvad fanden er det for noget upassende noget at sende'.

Det er blot nogle få af de nærmest utallige kommentarer, som DR har fået som følge af deres nye animationsserie 'John Dillermand', som er tiltænkt børn i alderen fire til otte år.

Indtil videre har DR været opsigtsvækkende tavse omkring kritikken, men nu er det lykkedes B.T. at få en kommentar fra Morten Skov Hansen, der er chef for Minisjang, Ramasjang og Ultra på DR.

Og ifølge ham er der ikke noget problematisk i serien, hvor hovedpersonen 'John Dillermand' blandt andet svinger rundt med sin 'magiske og utrolig lange dillermand'.

»Vi mener selvfølgelig ikke, at serien på nogen måde er skadelig. Vores indhold tager afsæt i en lang tradition om at være tro mod målgruppen,« lyder det fra Morten Skov Hansen, som fortsætter:

»Med serien anerkender vi den spirende nysgerrighed omkring krop og kønsdele og det også pinlige og sjove ved kroppen. Det er noget, som er spændende for netop den aldersgruppe, som Ramasjang henvender sig til.«

I beskrivelsen af børneprogrammet lyder det, at karakteren John har 'verdens længste diller, hvilket tit får ham i problemer'.

'... og det kan blive rigtig pinligt, men når han står ved, at han er anderledes, så kan han redde børn, babyer og biler og sågar hejse flaget – med dilleren,' står der blandt andet.

Alt dette skal dog tages med et gran salt, lyder det fra Morten Skov Hansen.

»John Dillermand er et fiktivt og humoristisk univers, hvor vi vil fortælle en sjov historie, der fanger børnene. Det er en animationsserie, hvor humor, overdrivelse og magi er i centrum, som er noget, børn kender til og nemt kan afkode,« siger han.

På trods af, at DR altså maner kritikken i jorden, så sidder der stadig mange danskere derude, som er forargede over børneprogrammet.

''John Dillermand' … Helt ærligt, DR … Det er da totalt upassende! Har I forestillet jer legene på legepladsen, som det inspirerer til? Please rul det tilbage og skån både pædagoger og forældre,' skriver Christine Graakjær Wøhlk på Facebook.

'Undskyld DR1 og DR Ramasjang. Hvad er dog det for noget at sende, som børn under 16 år ser? 'John Dillermand'? Hvad fanden er det for noget. Jeg synes sgu ikke, det er i orden at sende sådan noget. Min datter elsker at se Ramasjang, men hun skal sgu ikke se det, når de sender sådan noget,' skriver en anden bruger ved navn Pernille Christensen.

Hvad synes du om programmet? Deltag i afstemningen længere oppe i artiklen. Hvis du endnu ikke har set 'John Dillermand', så brug fem minutter på at se første afsnit HER.