Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er den bedste stemning mellem rapperen Dr. Dre og hans kommende ekskone, Nicole Young.

De to har været i en yderst offentlig og meget brutal skilsmissestrid, siden de gik fra hinanden i sommeren sidste år efter 24 års ægteskab.

Og nu er der kommet nye detaljer frem om bruddet.

TMZ kan nemlig berette, at Dr. Dre med det borgerlige navn André Romelle Young forleden fik overrakt papirer omhandlende skilsmissen på et noget følsomt tidspunkt.

Nemlig midt under begravelsen af sin bedstemor.

Ifølge det amerikanske medie indeholdt de omtalte papirer et økonomisk krav fra ekskonen, som ønsker, at rapperen betaler hendes advokatomkostninger i forbindelse med skilsmissen.

Både kilder tæt på Dr. Dre og kilder tæt på Nicole Young bekræfter over for det amerikanske medie, at rapperen modtog papirerne ved begravelsen.

Der er dog en vis uenighed om hvornår.

Ifølge kilderne på Nicole Youngs side skete det på parkeringspladsen, mens det ifølge kilderne på Dr. Dres side skete, mens hans stod ved siden af sin bedstemors kiste.

Parret fotograferet sammen i 2015.
Parret fotograferet sammen i 2015. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

TMZ har talt med ansatte på kirkegården, som lidt bekræfter Dr. Dres side af sagen.

De udtaler i hvert fald, at rapperen aldrig befandt sig på parkeringspladsen, da han blev sat af på vejen foran gravpladsen.

De ansatte udtaler dog også, at de ikke selv så ham få overrakt papirerne, mens han stod ved sin bedstemors kiste.

Uanset hvad der er rigtigt, skal Dr. Dre være blevet så rasende, at han nægtede at tage fysisk imod papirerne, som derfor blev lagt på jorden – enten ved siden af kisten eller på parkeringspladsen, alt efter hvem der taler sandt.

Hverken Dr. Dre eller Nicole Young har kommenteret historien.

Skilsmissen mellem eksparret har bestemt ikke været for sarte sjæle.

Nicole Young har blandt andet beskyldt den kendte rapper for at have slået hende i ansigtet og truet hende med en pistol under deres 24 år lange ægteskab.

Dr. Dre har derimod kaldt anklagerne for falske og har påstået, at Nicole Young blot forsøger at ribbe ham for penge.

I juli slog en dommer fast, at Dr. Dre skal betale 293.306 dollar i hustrubidrag om måneden til Nicole Young, hvilket svarer til 1,8 millioner danske kroner.

Musikeren skal betale millionbeløbet til ekskonen helt indtil, hun eventuelt vælger at lade sig gifte på ny, eller til hun er i et nyt forhold, som kan kategoriseres som et 'fast forhold'.

Parret, der blev gift i 1996, har to børn sammen.

En 24-årig søn ved navn Trucie og en 20-årig datter ved navn Truly.

Andre læser også