Ditte Julie Jensen er netop vendt hjem til Danmark efter at have krydset Atlanten med fem fremmede.

Blandt dem var tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvilket medierne har dækket tæt, siden nyheden kom ud.

Den tidligere statsminister var ligesom bagekendissen en af de seks, der skulle 'Over Atlanten' i Kanal 5's program af samme navn. Noget, Ditte Julie Jensen også havde tænkt på inden afrejse.

»Jeg havde det da sådan 'wow, skal jeg bruge tid med en tidligere statsminister'. Og så på den måde,« siger hun og fortsætter:

Lars Løkke Rasmussen var med ombord, men hurtigt var det bare en af de andre deltagere, fortæller Ditte Julie Jensen.
Lars Løkke Rasmussen var med ombord, men hurtigt var det bare en af de andre deltagere, fortæller Ditte Julie Jensen.

»Men det gik meget hurtigt, så var han bare en af de andre. Ingen af os er vant til at sejle, så fra start havde vi ligesom de samme forudsætninger. Og så var han jo bare Lars.«

Ditte Julie Jensen siger, at der ikke var nogen konflikter om bord på båden i år. I hvert fald ikke af den vedvarende slags, som man så i den foregående sæson af programmet 'Over Atlanten'.

Kendissen, der slog igennem i programmet 'Den store bagedyst', siger, at de muligvis også havde den tidligere sæson i tankerne.

Vi vil altid have oplevelsen til fælles, og det er noget, der altid vil binde os sammen

»Vi er meget forskellige, og det synes jeg, folk var gode til at give plads til. At alle havde rum til at være sig selv.«

Selv om hun kalder Venstre-manden Lars Løkke Rasmussen 'en fantastisk person' og fortæller, at hun kom godt ud af det med alle, så er hun tilbageholdende med at bruge betegnelsen 'venner'.

»Det er jo ikke sådan, at jeg lige kommer til at hænge i røret i morgen, fordi jeg ikke kan undvære at snakke med dem, men man lærte hinanden at kende på en anden måde. Vi vil altid have oplevelsen til fælles, og det er noget, der altid vil binde os sammen,« lyder det fra hende.

Hun siger, at de seks medvirkende for evigt vil have oplevelsen om at krydse Atlanterhavet sammen, og det er noget, hun vil værne om.

Men da rejsen var ved at være ovre, var hun også klar til at komme i land.

Et par dage inden flokken gik fra borde, havde Ditte Julie Jensen fået besked om, at hendes kæreste, Joakim Skak, ventede på hende på kajen.

»Det var så fedt. Jeg ville bare ønske, jeg havde planlagt det hjemmefra, så jeg vidste det på turen. Det betyder meget, når der står en, der elsker en, og venter efter sådan en tur. For det er noget helt specielt.«

Selv om det var bagekendissens vildeste oplevelse, så var det nemlig også en hård rejse, forklarer hun.

»Det var en vanvittig tur. Nogle dage sejlede vi med en knob i timen, og altså, jeg ved ikke, om du kender noget til sejlads, men det svarer cirka til at sejle i cirkler om sig selv. Det var meget frustrerende, når man bare gerne vil i land.«

Når det blev for meget for Ditte Julie Jensen, satte hun sig ud i forstavnen. Hun trak sig ind i sig selv i stedet for at blive udadreagerende.

I det hele taget opdagede hun nogle nye sider af sig selv på den tur, som hun ikke havde kendt før.

»Derhjemme styrer jeg alting, og hvis der er noget, der ikke fungerer, så fikser jeg det. Jeg er vant til at have kontrol, men det havde man ikke om bord på båden, og det var faktisk rigtig godt for mig. Jeg fandt ud af, at det kunne jeg godt være i,« lyder det fra hende.

Nu er hun hjemme på sofaen sammen med sine to børn, som hun siger, hun vil kysse på, 'til de går i opløsning'.

Og så skal der ellers bare slappes af og måske laves nogle æbleskiver, lyder det fra en træt og glad Ditte Julie Jensen.

Hvis man vil se, hvordan det gik hende og de andre på båden, så vises 'Over Atlanten' på Dplay til foråret og senere på Kanal 5.