Den sydkoreanske Disney-stjerne Kim Mi-soo er død.

Det meddeler skuespillerindens agent.

Kim Mi-soo, der har medvirket i Disney+-serien 'Snowdrop' og Netflix' 'Hellbound', blev kun 29 år.

Tv-stjernens død blev ifølge NME.com annonceret onsdag i en pressemeddelelse fra hendes agentbureau, Landscape Entertainment:

»Vi er nødt til at dele en ekstremt hjerteskærende og trist nyhed. Skuespiller Kim Mi-soo har pludselig forladt os 5. januar,« lød det.

Bureauet deler ikke detaljer om dødsårsagen, men beder folk droppe rygter eller spekulative tanker, da de efterladte naturligvis er sønderknust over den sørgelige nyhed.

»Vi beder oprigtigt om ikke at opfinde rygter eller spekulere, så den efterladte familie, som er chokeret og sorgramt, ærbødigt kan mindes den afdøde,« står der i pressemeddelelsen.

Begravelsen vil foregå i privat regi.