Han ville stikke hovedet ud gennem det tykke scenetæppe og forsikre den proppede sal om, at alt var godt. Så da hun fra den afskærmede sufflørkasse så hans ben i sprækken mellem scenegulvet og tæppet, var alt, som det skulle være. Troede hun. Men ikke længe.
Pludselig var der mange ben, fortravlede ben. Så hørte hun Ulf Pilgaards stemme råbe ud i salen. 'Er der en læge til stede?' Folk skreg af grin.
Knap halvanden time senere blev Dirch Passer erklæret død på Københavns Kommunehospital.
Det var den 3. september 1980. 10 dage før han skulle have været gift med sin Bente. Hende, der dén aften – som altid – sad i teatrets sufflørkasse.
27. december kan man på TV2 se en ny dokumentar om Danmarks største komiker. En dokumentar, der meget passende har undertitlen 'Manden, der ikke kunne sige nej'.
For spørgsmålet er nemlig, om Dirch Passers liv ikke kunne have været meget længere end de blot 54 år, han nåede på denne jord, hvis han havde evnet at sige nej.
»Vi prøvede igen og igen at sige det til ham. Men det kunne vi godt glemme. Så fik vi stenansigtet. Han lukkede fuldstændig af,« fortæller Dirch Passer lillesøster Marchen Passer, som i dag er 81 og også medvirker i dokumentaren.
Hun var blot én af de mange, der forsøgte at få Dirch Passer til at sætte stopklodsen i, træde på bremsen, når han føjede endnu en ny film, endnu en ny revy, endnu en forestilling til den lange liste.
»Selvfølgelig var han også styret af økonomi, han skulle jo tjene penge. Mange penge. For han var også et utrolig gavmildt menneske, så han brugte også mange,« siger den 12 år yngre Marchen Passer og fortsætter:
»Men han havde også en indbygget stædighed. Han ville bestemme selv. Der var ikke nogen, der skulle blande sig.«
Historien om Dirch Passers død er på mange måder også historien om hans liv.
For det var ikke kun pengene, han var afhængig af. Grinet, dét at have en sal i sin hule hånd, var et fiks, han helst skulle have dagligt.
Og måske var det også grunden til, at han insisterede på at gå på arbejde den 3. september 1980. At gå på scenen i Glassalen i Tivoli.
Aftenen forinden havde han fået et ildebefindende på scenen og havde taget kontakt til en hjertespecialist på Hvidovre Hospital for at blive tjekket.
De sendte ham hjem med tommelfingeren i vejret. Alt var godt, sagde de.
Og det var da også, hvad Dirch Passer selv insisterede på, da han næste dag troppede op i Tivoli.
»Mig syg? Næh, jeg har det glimrende. Der er sgu ikke noget i vejen med mig,« sagde han til Ekstra Bladet, som befandt sig uden for Glassalen. Men inderst inde vidste han godt, at helt frisk var han ikke.
Det udtrykte han nemlig tidligere på dagen til flere af sine kolleger. Men alligevel var der ikke én på teatret, der trak stikket.
Tro mod sit publikum, som han var, planlagde Dirch Passer at stikke hovedet ud gennem scenetæppet og forsikre dem om, at alt var, som det skulle være.
Men forestillingen kom aldrig i gang. Dirch Passer faldt om oven på forestillingens scenemand. For øjnene af Bente, som han skulle have været gift med 10 dage senere.
