Dennis Knudsen drømmer om at gøre sin søn Lucas til storebror. Desværre lykkedes det ikke i første omgang, men kampen fortsætter, fortæller den 57-årige kendisfrisør.

Sidste år gik en stor drøm i opfyldelse, da Dennis Knudsen med hjælp fra en amerikansk rugemor blev far for første gang.

Han har igennem årene forsøgt at få et barn på forskellig vis.

Blandt andet prøvede han med et lesbisk par og med en veninde, som ifølge Dennis Knudsen gik hen og blev forelsket i ham. Til sidst lykkedes det altså med en rugemor i USA, der til daglig arbejder som politibetjent.

»Det er langt større, end jeg havde håbet på. Det er så vildt og fantastisk,« fortalte Dennis Knudsen om livet som far fredag eftermiddag ved åbningen af sin nye frisørsalon i København.

I dag er sønnen Lucas 14 måneder. Han er startet i vuggestue og er med Dennis Knudsens egne ord blevet »pissefræk«.

»Han har lært en masse af de andre børn. Han elsker at socialisere. Han er begyndt at sige ord som: 'Hvad er det?', 'tis' og 'dada'. Jeg ville gerne, at han kaldte mig daddy, men jeg kan ikke forstå, om det er det, han siger,« lød det fra den stolte far, der ved åbningen af sin nye salon fik fornemt besøg af kendis-venner som Susse Wold, Bille August og Birthe Kjær.

For nylig afslørede Dennis Knudsen over for Her & Nu, at planerne om at udvide familien havde mødt modstand.

Den stolte far med sin nyfødte søn, der blev født ved kejsersnit på et hospital i USA.
Den stolte far med sin nyfødte søn, der blev født ved kejsersnit på et hospital i USA.

Med hjælp fra samme ægdonor, der blev benyttet første gang, var den amerikanske rugemor for kort tid siden gravid med Dennis' andet barn. Desværre mistede hun barnet efter tredje uge.

Dennis Knudsen fortalte fredag, at kampen fortsætter. Et enkelt tilbageslag slår ham ikke ud:

»Vi er i gang igen. Vi får fertilitetsbehandling, og det tager nogle gange en lille smule tid. Vi fortsætter. Jeg ved, hvornår hun skal have æg op igen,« fortalte han og afviste pænt at afsløre præcis hvornår.

Dennis Knudsen har valgt selv at vælge kønnet på sit kommende barn: En dreng. Han forklarede hvorfor:

Dennis Knudsen ved åbningen af sin nye frisørsalon. Her med Susse Wold.
Dennis Knudsen ved åbningen af sin nye frisørsalon. Her med Susse Wold. Kasper Løjtved / Byrd

»Hvis jeg ikke vælger, er det lægen, der vælger. Jeg har jo alt Lucas' tøj, jeg kan genbruge, og jeg har lyst til, at de kan blive min lille drengebande, der kan gå ud og spille fodbold og fiske og den slags ting, jeg ikke gjorde som dreng. Jeg legede med dukker og ordnede hår, og hvis jeg får to drenge, der synes, det er sjovt, er det også helt i orden.«

Dennis Knudsen nyder generelt at bruge tid sammen med sin søn, og så får han god hjælp til pasningen, tilføjede han:

»Vi hygger og leger. Vi spiller meget bold. Jeg er jo alenefar, men har et godt vennepar og min mor og bror til at hjælpe.«

Dennis Knudsen har arbejdsmæssigt hen over sommeren været en del af produktionen på Bille Augusts kommende film om Karen Blixen, 'Pagten', der i første omgang blev udskudt på grund af coronakrisen.

Stylist Dennis Knudsen i B.T.s valgplanel 2019 op til folketingsvalget.
Stylist Dennis Knudsen i B.T.s valgplanel 2019 op til folketingsvalget. Nils Meilvang Nils Meilvang

Han tager situationen meget alvorligt og har også fuldt fokus på ikke at sprede smitte i sin nye salon.

»Sikkerheden skal være i top, så vi spritter grundigt af og tilbyder de kunder, der måtte ønske det, en maske.«

Han tilføjede, at han selv bliver corona-testet hver 14. dag.

»Det bliver man nødt til, når man arbejder med mennesker.«