Han skulle gennem mere end to årtiers kamp med skuffelser, sorg og brudte løfter, før han sidste år endelig fik sin store drøm om at blive far til at gå i opfyldelse.

Nu er kendisfrisøren Dennis Knudsen i gang med at arbejde på at udvide børneflokken.

I den nyeste udgave af ugebladet Her & Nu fortæller han, at hans lille søn, Lucas - som han blev far til sidste år – forhåbentligt bliver storebror til næste år.

I hvert fald er han og en amerikansk kvinde, der er rugemor, i gang med at planlægge familieforøgelsen.

»Rugemoderen har lige været gravid igen med nummer to, men hun mistede det desværre efter tredje uge. Så vi er i gang med at planlægge andet forsøg,« fortæller 57-årige Dennis Knudsen til Her & Nu.

Da Lucas sidste år kom til verden, skete det med hjælp fra en ægdonor, mens frisøren og makeupartisten er den biologiske far.

Den kommende baby får samme ægdonor, og derfor bliver de to biologiske søskende.

Det var den 17. juni sidste år, at Lucas kom til verden ved kejsersnit på et hospital i USA.

Dennis Knudsen har tidligere fortalt, hvordan han har kæmpet for at få drømmen om at blive far til at gå i opfyldelse. Blandt andet har han prøvet at få barn med et lesbisk par. Han har også prøvet med en veninde, som ifølge kendisfrisøren blev forelsket i ham.

Men til sidst – ved hjælp af en rugemor i USA – lykkedes det ham.

»Det er det bedste, der er sket i mit liv, og jeg er sindssygt glad. Det har været en stor rejse at komme hertil,« fortalte den 57-årige frisør og makeupartist sidste år til B.T. i forbindelse med fødslen af sønnen.