Den danske frisør Dennis Knudsen har solgt rettighederne til sit eget hårplejebrand.

Årsagen er, at han har ønsket 'at fremtidssikre' sig selv og sine børn.

Det fortæller han til erhvervsmediet Finans.

I en årrække har den 59-årige frisør og forretningsmand sammen med frisørkæden Stuhr ejet rettighederne til hårplejebrandet Dennis Knudsen.

Nu har Stuhr Group købt Dennis Knudsens ejerandel.

Som en del af aftalen har Dennis Knudsen og hans tre børn ifølge Finans sikret sig en 'god hyre hvert år'. Det oplyses dog ikke, hvad det nærmere dækker over, ud over at kendisfrisøren og hans børn får en procentvis del af salget samt et årligt minimumsbeløb.

»Jeg kan sige så meget, at jeg er sikret i rigtig mange år fremover. Jeg kommer ikke til at mangle noget, og mine børn kommer heller ikke til at mangle hverken mad eller tøj, indtil de er 18 år. Men jeg vil ikke sætte kroner og ører på. Der er meget mere i det end det,« siger Dennis Knudsen til Finans.

Det er ikke oplyst, hvad Dennis Knudsens ejerandel er blevet købt for.

Dennis Knudsen er alenefar til sine børn, sønnerne Lucas og Noah og datteren Aura.

Sidste år i november kunne han fortælle den triste nyhed om, at Auras tvillingesøster, Naomi – som han var blevet far til blot halvanden måned tidligere – var afgået ved døden.

Dennis Knudsen fortalte senere til B.T., at en obduktion efterfølgende viste, at der var tale om vuggedød.