»Der er tidspunkter, hvor jeg føler skyld over at have overlevet.«

Survivor guilt hedder det fænomen, som Demi Lovato taler om. Hun fortsætter:

»Man tænker for sig selv: Hvorfor er jeg her stadig? Hvorfor er der andre, der ikke er? Det er udfordrende at komme videre fra. Men jeg er nødt til at erkende, at hver dag, hvor jeg er her, er der en anden, der ikke er. Hver dag på denne jord er en dag, hvor jeg skal være taknemmelig.«

Lige nu svæver rapperen DMX mellem liv og død efter det, som amerikanske medier beskriver som en overdosis. Kun maskiner holder ham i live.

DMX fotograferet i 2017.
DMX fotograferet i 2017. Foto: DOMINICK REUTER
Vis mere

En situation, der har skabt stof til eftertanke hos musikerkollegaen Demi Lovato.

For knapt tre år siden var det hende, der tog en overdosis. Hende, hvis liv der skulle reddes.

»Hver gang jeg hører om nogle, der tager en overdosis eller dør, tænker jeg med det samme: 'Det kunne have været mig, hvis jeg ikke de seneste år havde arbejdet hårdt for at ændre mit liv,« fortæller hun i et interview med TMZ.

I øjeblikket er den 28-årige sangerinde aktuel med dokumentaren 'Dancing with the Devil', hvor detaljer om netop den overdosis, hun tog en julidag i 2018, bliver bredt ud.

Demi Lovato fotograferet i 2018.
Demi Lovato fotograferet i 2018. Foto: LISA O'CONNOR
Vis mere

Blandt andet fortæller hun, at hun den dag så døden i øjnene efter at have taget en overdosis heroin. Og at hendes pusher skulle have misbrugt hende, imens livet forsvandt fra hendes krop.

Tre slagtilfælde og et hjertestop som følge af overdosen var ved at blive hendes endeligt. Men hun overlevede, og lider i dag af permanent hjerneskade, der blandt andet betyder, at hun har flere blinde vinkler.

Men hun overlevede. Og det er hun taknemmelig for.

»Det giver mig lyst til at leve det bedste liv muligt, at jeg ved, at andre ikke får samme ekstra chance som mig,« reflekterer hun i interviewet med TMZ.

DMX her fotograferet efter at have modtaget 'R&B Albums Artist of the Year' ved Billboard Music Awards i 1999.
DMX her fotograferet efter at have modtaget 'R&B Albums Artist of the Year' ved Billboard Music Awards i 1999. Foto: Ethan Miller
Vis mere

DMX har været indlagt siden lørdag, hvor han fik et hjerteanfald.

Seneste nyt om hans tilstand er, at det ikke ser godt ud. Han ligger i koma og respirator.

Onsdag vil læger udføre en række test for at undersøge hans hjernefunktion. Herefter vil det være op til hans nærmeste at beslutte, hvad der skal ske.

Familien har sammen med en lang række andre af rapperens nærmeste, bekendte og fans løbende været forbi hospitalet for at bede for den 50-årige rapper.

DMX ekskone Tashera Simmons (tv) og hans forlovede Desiree Lindstrom (TH) ses her i en omfavnelse foran hospitalet, hvor DMX er indlagt. 
DMX ekskone Tashera Simmons (tv) og hans forlovede Desiree Lindstrom (TH) ses her i en omfavnelse foran hospitalet, hvor DMX er indlagt.  Foto: Peter Foley
Vis mere

DMX står blandt andet bag numre som 'X Gon' Give It To Ya' og 'Party Up (Up In Here)'.

Han har udgivet otte album og er kendt for at tale åbent om livets mørke sider.

Blandt andet har han ærligt fortalt om sin opvækst i fattigdom, om at være offer for overgreb og om at være afhængig af stoffer.

I 2019 måtte han eksempelvis aflyse flere shows for at tage på afvænning.