Den ene er fra Falster, den anden fra Albertslund. De debuterede begge i 1993, og nu hvor de snart nærmer sig hver deres 25-års jubilæum, kårer danskerne dem som Danmarks sjoveste standupkomikere.

Kongerne af dansk standup er blevet kronet.

En ny YouGov-undersøgelse sender Anders ’Anden’ Matthesen og Mick Øgendahl ind på en delt førsteplads over, hvem danskerne synes er sjovest blandt de landets standupkomikere. Alderspræsident Jan Gintberg ånder dem i nakken på andenpladsen med 18 procent af stemmerne, men de vinder med hver 20 procent af folkets stemmer.

(Se listen længere nede i artiklen)

Anders Matthesen
Anders Matthesen Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Interview med Anders Matthesen: »Jeg er stadig et par centimeter højere end Mick«

Tillykke med førstepladsen. Hvad er din umiddelbare reaktion?

»Har Mick og jeg fået præcis lige mange stemmer? Ja, ok. Jeg er stadig et par centimeter højere end Mick, haha.«

Hvorfor begyndte du at lave standup?

»Jeg har altid godt kunne lide at stå i rampelyset og lavede parodier på lærerne i skolen til samlingerne. Hvis jeg var ude og købe julegaver med vennerne, og der stod et kamerahold og lavede voxpop i Glostrup centret, skulle jeg også altid lige hen og flirte med kameraet. Da jeg begyndte at lave rapmusik, stod jeg i forvejen på scenen med en mikrofon i hånden, og så var det at jeg tilmeldte mig DM i standup og på stedet besluttede, at det her skulle jeg lave resten af livet.«

Hvordan gik det første gang, du stod på scenen?

»Det gik blandet. Nogle joke syntes folk slet ikke var sjove, men da det så til sidst lykkedes at få dem til at grine og klappe, blev det et fix, jeg blev afhængig af.«

Hvornår oplevede du dit store gennembrud?

»Det er kommet i etaper over en periode på 10 år, synes jeg. Først fik jeg mit gennembrud på klubberne, hvor de mere etablerede navne pludselig ikke turde gå på scenen efter mig. Da jeg i 1996 turnerede med Østkyst Hustlers og fik job som morgenvært på The Voice og kom ud på de store scener, føltes det som et nyt gennembrud. Så kom jeg på tv, ’Hva snakker du om?’-pladen solgte 70.000 cd’er på en sommer, og Stewart Stardust blev en landeplage. ’Terkel i knibe’ gjorde mig populær hos børnene, Simon Spies-teaterstykket gjorde mig populær hos de voksne,  så når jeg optræder i dag, kommer familier jo samlet. Det er simpelthen så herligt.«

Hvilket onemanshow er du mest stolt af?

»Jeg er jo glad for dem alle sammen, men jeg synes at, ’Anden på coke’ og ’Tal for dig selv’ stikker ud. ’Anden på coke’ var et vovestykke, hvor jeg virkelig krøllede genren. Når kollegaerne kun vil omtale det som teater, ved man, at man har fat i noget af det rigtige. ’Tal for dig selv’ er måske det reneste, mest poppede, jeg har lavet. Det kunne jeg faktisk godt tænke mig, jeg havde opfundet i dag. Til gengæld synes jeg, at ’Anders’-showet med lastbilen er det med mest substans.«

Hvad er status med dit kommende ’25-års-jubilæumsshow’?

»Det er jo nogle store sale, jeg skal optræde i, så jeg har spurgt Nikolaj Cederholm, om han vil instruere det. Han instruerede også ’Anden på Coke’, så nu mødes vi et par gange om ugen og snakker om, hvordan vi kan lave det bedst mulige show.«

Sanne Søndergaard
Sanne Søndergaard Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

Mick Øgendahl
Mick Øgendahl Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Interview med Mick Øgendahl: »Hvem var det du sagde, jeg delte førstepladsen med?«

Tillykke med førstepladsen. Hvad er din umiddelbare reaktion?

»Jeg er da i chok over, at jeg skal dele førstepladsen med en anden. Hvad var det du sagde, han hed?«

Hvorfor begyndte du at lave standup?

»Til at starte med ville jeg være skuespiller. Standup var relativt nyt, så det vidste jeg ikke rigtig hvad var. Jeg tog så på Dins (Daværende restaurant i København), hvor jeg så Timm Vladmir, Mette Frobenius og Amin Jensen optræde, og jeg blev fascineret af genrens renhed. Man kan ikke gemme sig bag en paryk, og man er selv både manuskriptforfatter, instruktør og skuespiller, og det var jeg vildt imponeret af.«

Hvordan gik første gang, du stod på scenen?

»Jeg kom virkelig skidt fra start. Som æsel (nybegynder, red) har man kun syv-otte minutter, og de første fem gik virkelig dårligt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis ikke det var lykkedes at få folk til at grine til sidst.«

Hvornår oplevede du dit store gennembrud?

»Det skete ret stille og roligt. Jeg gik med post, men blev hurtigt fyret, fordi jeg havde for meget fravær. Jeg tror, da jeg, efter at have lavet standup i fem-seks år, sagde mit job op i Netto, følte det som et gennembrud, da jeg derfra kunne begynde at leve af det.«

Hvilket onemanshow er du mest stolt af?

»Det første onemanshow gælder bare om at komme uskadt igennem. På det seneste har jeg dykket ned i nogle mere tunge emner som ytringsfrihed og min indlæggelse på psykiatrisk afdeling, men jeg tror showet ’Undskyld’ var der, jeg for første gang følte mig original. Jeg brugte 700.000 kroner på at producere en kortfilm – hvilket nemt kunne have sendt mig tilbage og arbejde i Netto – og der følte jeg for første gang, at jeg havde lavet noget, ingen havde gjort før.«

Søgte du nogensinde ind på teaterskolen?

»Jeg søgte ind én gang, men blev ikke optaget. Jeg arbejdede videre med skuespillet hos en skuespillerinde, men da jeg engang optrådte for eleverne på teaterskolen i Aarhus og fortalte forstanderen om mine tanker om at søge ind, sagde han, at det var spild af tid. Jeg var nået så langt med min standup, at det vilde være dumt at starte helt forfra.«

Hvad er status med dit næste show?

»Jeg skal jo på turné med Frank Hvam i 2019. Vi kender jo hinanden, men har aldrig arbejdet sammen før, så der skal laves en masse prøveshows i 2018, før vi er klar til at tage ud med det færdige show.«



Hitlisten: Danmarks mest populære standupkomikere

#1
Anders Matthesen (20 % af stemmerne)

42 år
Standupdebut: 1993
Onemanshows: ‘Fra ende til Anden’ (1998), ’Hva’ snakker du om?’ (2000), ’9 års jubilæumsshow’ (2002), ’Tal for dig selv’ (2004), ’Anden på coke?’ (2006), ’….Vender tilbage’ (2008), ’Anders’ (2012), ’Shhh’ (2016), ’Anden 25’ (2018)

# 1
Mick Øgendahl (20 % af stemmerne)

44 år
Standupdebut: 1993
Onemanshows: ’Micktrix’ (2002), ‘Tåfræser’ (2004), ‘UNDSKYLD!’ (2006), ’Propaganda’ (2010), ’SPAS’ (2012), ’FEST’ (2016)

#2
Jan Gintberg (18 % af stemmerne)

53 år
Standupdebut: 1992
Onemanshows: ’Det ligger i generne’ (1998), ’Gearet to tænder’ (2000), ’Op på fars jihad’ (2003), ’Den grimme melding’ (2005), ’Big time paranoia’ (2007), ’Fremtid.nu’ (2009), ’I luv Jan’ (2012), ’Det store spørgsmål’ (2015), ’Gintberg reder verden’ (2018)

Jan Gintberg og Jonatan Spang
Jan Gintberg og Jonatan Spang Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

#3
Jonatan Spang (10 % af stemmerne)

39 år
Standupdebut: 1998
Onemanshows: ’Damer’ (2005), ’Jonatan Spangs familie’ (2008), ’Spark i løgsuppen’ (2009), ’Bryllup’ (2013), ’Jonatan Spangs Danmark’ (2015)

#4
Tobias Dybvad (9 % af stemmerne)

36 år
Standupdebut: 2002
Onemanshows: ’Sjov mand, klam personlighed’ (2013), ’Er det ikke dig fra Dybvad?’ (2015), ’Fasser Partner’ (2018)

#5
Linda P (7 % af stemmerne)

33 år
Standupdebut: 2004
Onemanshows: ’Rommen er en tøjte’ (2009), ’Linda P og mig’ (2011), ’Linda P’s hovedpine’ (2014), ’Normal?’ (2016)

#5
Christian Fuhlendorff (7 % af stemmerne)

35 år
Standupdebut: 2001
Onemanshows: ’Mit første onemanshow’ (2007), ‘Enestående’ (2012), ‘For at gøre en kort historie lang’ (2014) ,’Det er ligegyldigt hva’ andre tænker, ikk?’ (2016), ’Går over i historien’ (2018)

#5
Frank Hvam (7 % af stemmerne)

47 år
Standupdebut: 1995
Standupshows: ’Live 09’ (2009), ’Upassende’ (2014)

Frank Hvam
Frank Hvam Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere


#5
Rune Klan (7 % af stemmerne)

41 år
Standupdebut: 1999
Onemanshows: ’Tre-i-en’ (2003), ’Går large’ (2007), ’Det blå show’ (2010), ’Det stribede show ’ (2013), ’Barnløs’ (2017)

#6
Thomas Warberg (6 % af stemmerne)

32 år
Standupdebut: 2004
Onemanshows: ‘Comedy Tour 14’ (2014), ‘Comedy Tour 16’ (2016),

#6
Uffe Holm (6 % af stemmerne)

41 år
Standupdebut: 1993
Onemanshows: ‘The Uffe Holm show’ (2003), ‘The Uffe Holm show 2’ (2005), ‘Flashback’ (2007), ‘The Uffe Holm show 3’ (2009), ‘Uforbederlig’ (2011), ‘The Uffe Holm show 4’ (2014), ‘Champ’ (2016)

#7
Simon Talbot (5 % af stemmerne)

31 år
Standupdebut: 2006
Onemanshows: ‘Damp’ (2011), ‘Talle alene i verden’ (2013), ‘Mr. Copenhagen’ (2016), ‘Simon Talbot Make Denmark Great Again’ (2018)

#8
Lasse Rimmer  (4 % af stemmerne)

45 år
Standupdebut: 1993
Onemanshows: ‘Nævenyttig’ (2010), ‘Komiker’ (2012), ‘Selvtilfreds’ (2014), ’Kæpheste’ (2016)

Lasse Rimmer
Lasse Rimmer Foto: Asger Ladefoged
Vis mere


#9
Torben Chris (3 % af stemmerne)

40 år
Standupdebut: 2003
Onemanshows: ’Jydelogik’ (2015)

#9
Thomas Hartmann (3 % af stemmerne)

47 år
Standupdebut: 1996
Onemanshows: ’Hartmann X’ (2003), ’Farvelagte frustrationer’ (2004), ’Hartmann 3’ (2006), ‘Extrospekt’ (2008), ‘Science Faction’ (2011), ‘X-II’ (2013), ‘Betamax’ (2015)

#9
Ruben Søltoft (3 % af stemmerne)

30 år
Standupdebut: 2010
Onemanshows: ‘Mit hoved’ (2015), ‘Ting fra min mund’ (2018)

#10
Nikolaj Stokholm (2 % af stemmerne)

27 år
Standupdebut: 2007
Onemanshows: ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’ (2017)

#10
Omar Marzouk (2 % af stemmerne)

44 år
Standupdebut: 1995
Onemanshows: ’Krig, terror og andre sjove ting’ (2005), ’Præster, politikere og andre profeter’ (2008), ’Omskåret’ (2010), ’Bange for sjov’ (2013)

Omar Marzouk
Omar Marzouk Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

#10
Michael Schøt (2 % af stemmerne)

37 år
Standupdebut: 1999
Onemanshows: ’Upolitisk korrekt’ (2009), ’Schøt Happens’ (2012), ’Kunstigt intelligent’ (2013), ’Ytringspligt’ (2015), ’Ulykkeligt vidende’ (2017)

#10
Elias Ehlers (2 % af stemmerne)

31 år
Standupdebut:
Onemanshows: ’Fucking glad’ (2012), ’Helt perfekt’ (2014)

#11
(1 % af stemmerne)

Sanne Søndergaard
Geo
Mark Le Fevre

#12
(0 % af stemmerne)

Dan Andersen
Heino Hansen

6 procent har svaret ’en anden komiker’
20 procent har svaret ’ved ikke’
9 procent har svaret ’kender ikke nogen standup-komikere’

Hvor er Casper C?
Selvom Casper Christensen var med til at opfinde dansk standup i slutningen af 80'erne, er han ikke længere aktiv som klassisk standupkomiker på landets scener. Derfor er han ikke med i afstemningen.

Casper Christensen
Casper Christensen Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere