Det bliver normalt vel mødt af deres mange følgere, når de to kendte radioværter Ida-Sophia Petersen og Line Kirsten Nikolajsen deler private updates med deres følgere på Instagram.
Men dette var bestemt ikke tilfældet i weekenden.
Her havde førstnævnte, hvis stemme til daglig pryder på The Voice, delt såkaldte stories fra et privat middagsselskab hjemme hos sig selv, mens sidstnævnte DR-radiovært havde delt opslag fra et restaurantbesøg med kæresten, Nicklas.
Og i disse corona-tider, hvor folk bliver rådet til at holde sig væk fra større fællesskaber, blev opslagene altså ikke vel modtaget på de sociale medier.
Begge radioværter har derfor efterfølgende delt undskyldninger på det sociale medie, hvori de lægger sig fladt ned og beklager deres beslutning.
'Faktum er, at vi (Line Kirsten og kæresten, Nicklas, red.) i dag sidder med dårlig samvittighed, for det var faktisk ikke okay at gøre det i disse coronatider.' skriver Line Kirsten Nikolajsen i sit opslag.
'Jeg har lært min lektie og kan kun anbefale andre ikke at gøre mig kunsten efter,' skriver Ida-Sophia Petersen i sit.
B.T. har talt med begge radioværter omkring deres respektive opslag. De har begge udtalt, at de har ønsket at deltage i denne artikel for at fremme budskabet om, at man skal lære af sine fejltagelser – især i disse tider.

»Vi dummer os alle super meget lige nu, og vi bliver nødt til at lære af vores egen idioti,« siger Line Kirsten Nikolajsen og fortsætter.
»Da jeg kom hjem fra restauranten, fik jeg dårlig smag i munden, fordi jeg læste mange opslag, som skældte ud på folk, der festede og samledes, og det fik mig til at tænke over tingene. Det er en ny virkelighed, vi skal navigere i, og vi bliver nødt til at lære af hinandens dumheder.«
Nogenlunde samme melding kommer fra Ida-Sophia Petersen, der siden middagsselskabet og de efterfølgende løftede pegefingre har isoleret sig i sine forældres sommerhus med kæresten, fodboldspilleren Simon Makienok.
»Samfundet har ændret sig natten over, og nogle gange bliver man nødt til at begå et par fejl for at blive klogere,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kan godt forstå, at folk, der har været hurtigere til at indrette sig end mig, der var to dage for sent på den, er blevet irriteret på mig. Og det er vigtigt, at vi taler om hinandens fejltrin, så vi kan blive klogere, men man skal også huske på, at det ikke er nødvendigt at udskamme hinanden for at fremme et budskab, men at vi derimod nok når folks forståelse bedre med en ordentlig tone over for hinanden.«
Ifølge Line Kirsten Nikolajsen valgte hun og kæresten at tage på restaurant, fordi der var tale om en mindre restaurant, som myndighederne ikke havde lukket ned, mens Ida-Sophia Petersen valgte at holde sit middagsselskab, fordi hun og vennerne på den måde kunne mødes hjemme frem for at gå ud.
Begge radioværter fortryder dog altså nu.
»Noget af det sværeste i livet er at indrømme, at man har begået en fejl, men det er vigtigt, at vi alle tager det her seriøst, og så må min forfængelighed komme i anden række. Vi bliver nødt til at holde os hjemme og blive i så små grupper som muligt, for måske man er smittebærer, uden man ved det,« siger Ida-Sophia Petersen.
Line Kirsten Nikolajsen er enig:
»Der er så mange informationer i omløb, men uanset hvad, så kommer man ikke uden om, at den bedste måde at inddæmme smittefaren er ved at blive hjemme,« siger hun og fortsætter:
»Selvfølgelig skal man kunne gå ud og handle, men man bliver nødt til at prioritere, hvad der er nødvendigt, og det er ikke nødvendigt at gå på restaurant.«
Du kan se begge radioværters Instagram-oplsag herunder: