På Cirkusrevyens premiereaften dedikerede Lisbet Dahl et nummer til kulturminister Joy Mogensens håndtering af coronakrisen. Men noget var anderledes.

Normalt er stemningen satirisk, og udklædningen rammer plet. Men Lisbet Dahl var klædt som sig selv, for som hun spurgte publikum: »Hvordan fanden skal jeg kunne lave vores kulturminister, når jeg ikke kender hende?«

Blot tre rækker fra scenen sad Joy Mogensen. Trods mørket i salen kunne hun ikke skjule en rødmen, da Lisbet Dahl fortsatte:

»Så hvordan fanden skal jeg lave vores kulturminister, Joy? Jo, nu ved jeg, hvad jeg skal – hvis jeg skal redde det her møg. Jeg skal bare være usynlig. Aldrig udgive noget på skrift og så ikke have en holdning. Og så ellers holde kæft.«

Kulturlivet kritiserer deres minister for at have været for usynlig under coronakrisen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Kulturlivet kritiserer deres minister for at have været for usynlig under coronakrisen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Forfatteren til teksten – revykongen Leif Maibom – indrømmer, at han har haft fat i grovfilen.

»Det er lidt grovere, end jeg plejer at være, men jeg går virkelig efter bolden. Det er hverken Joy Mogensens fysik eller beklædning, der bliver hængt ud. Men os, der lever i den branche, hvor hun er minister, har savnet hende,« siger han:

»Hun må gerne tage det som et spark i røven.«

Han er ikke alene. B.T. har talt med en række nøglepersoner i dansk kulturliv. Mange mener, deres minister har været totalt fraværende i branchens måske største krise nogensinde.

Søren Østergaard har måtte droppe endnu en sæson i Zirkus Nemo på grund af corona.
Søren Østergaard har måtte droppe endnu en sæson i Zirkus Nemo på grund af corona. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Fra cirkusdirektør Søren Østergaard lyder skudsmålet: »Kulturministeren har ikke gjort noget som helst for mig under corona. Hun har været visket helt væk.«

Ifølge Trine Dyrholm, som B.T. mødte til årets Bodilpris, har kulturen haft alt for trange kår.

»Det er en svær tid. Det har helt sikkert også været en svær tid at være politiker i, men jeg synes ikke, kulturen er blevet prioriteret højt nok.«

Kollegaen Lene Maria Christensen efterlyser en 'alvorlig samtale om, hvor kulturen ligger i vores alle sammens bevidsthed', mens 'Druk'-skuespilleren Thomas Bo Larsen siger:

»Kulturministeren har stået lidt i baggrunden.«

Trine Dyrholm ved årest Bodilfest i Folketeatret i København. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Trine Dyrholm ved årest Bodilfest i Folketeatret i København. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix. Foto: Claus Bech
Vis mere

At Joy Mogensen helt bevidst iførte sig sin usynlighedskappe, sagde hun allerede i marts 2020, da Berlingske spurgte, hvorfor hun ikke deltog i regeringens pressemøder:

»Det er ligesom i Maslows behovspyramide. Hvis ikke gaderne er trygge, kan man heller ikke have et blomstrende kulturliv, eller for den sags skyld hvis mennesker ligger og dør. Folk mangler værnemidler på hospitalerne, og jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu,« sagde hun dengang. Det argument giver måske mening for politikere, men ikke for kunstnere.

Som revyforfatter Leif Maibom ser det, er ministeren ikke bare usynlig.

»Hun er også kluntet. Forleden skrev hun på Instagram, at det blev en god sommer. Lige efter hun havde lukket festivalerne. De synes fandeme ikke, det bliver en god sommer,« siger han.

Samme opslag faldt Søren Østergaard fra Zirkus Nemo for brystet:

»Kulturministeren har tydeligvis ikke interesse i kultur. Det er skandaløst.«

Cirkusdirektøren kunne få sæsonen til at løbe rundt med 350 publikummere i sit telt, men på grund af afstandskravene må han højst lukke 225 gæster ind per aften. Derfor er han tvunget til at aflyse endnu en sommer.

Efter aflysningen skrev Joy Mogensen på Facebook:

»Jeg er mega nysgerrig på, hvilke alternative ideer der bliver puslet med fra de store gode festivalorganisationer.«

Svaret fra Smukfest angiver afstanden mellem ministeren og hendes bagland.

»Vi pusler med at holde tanken ud om at stå i en formentlig normaliseret sensommer, hvor fire millioner danskere eller flere er vaccinerede,« skriver de i et åbent brev til politikerne.

Alligevel må de ikke afholde festival i Skanderborg i august. Spørger man direktør for Danske Biografer Lars Werge, har ministerens modvilje mod at tale om kultur under epidemien været 'symptomatisk' for krisen.

»Kulturlivet har en forventning om, at deres dagsorden er den vigtigste i hele verden. Men det har været svært at se, at ministeren har kæmpet for den forståelse.«

Overordnet roser han Kulturministeriet for at have været i dialog med branchens interessenter, men beklager, at inddragelsen ikke har afspejlet sig i de politiske løsninger.

Lars Werge mener, at problemet for Joy Mogensen og kulturlivet er, at »kulturen ikke har stor betydning for Socialdemokratiet«:

»Joy Mogensen har ikke haft gennemslagskraft i forhold til partitoppen, men bliver af os – og andre – opfattet som den minister, der er nederst i hierarkiet. Det havde været rart at se hende bokse opad.«

Thomas Helmig skulle optræde både på Orange Scene på Roskilde og i Ceres Park i Aarhus denne sommer. Begge dele er aflyst. Her optræder han på Northside Festival i 2017. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.
Thomas Helmig skulle optræde både på Orange Scene på Roskilde og i Ceres Park i Aarhus denne sommer. Begge dele er aflyst. Her optræder han på Northside Festival i 2017. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Nogle af sommerens planlagte højdepunkter tæller blandt andet Thomas Helmigs koncert på hjemmebanen Ceres Park i Aarhus foran 30.000 mennesker. Roskilde Festival, hvor selvsamme Helmig skulle have spillet på Orange Scene, måtte ligesom Helmigs hjemmebanekoncert hejse det hvide flag og aflyse i forrige uge.

Det beklager Esben Marcher fra foreningen Dansk Live, der repræsenterer festivalerne.

»Jeg er skuffet over håndteringen af kulturen i den her krise. Men det skyldes ikke så meget kulturministeren, som resten af regeringen – og de andre partier.«

»Joy Mogensen har haft en uriaspost. Hun har sådan set stor kærlighed til området, men er medlem af en regering, som ikke respekterer kulturlivet. Corona har været en større krise, end nogen nogensinde havde forventet. Det har været en febrilsk og desperat tid for alle.«

Aflysningerne af de store koncerter får Peter Sørensen fra Beatbox Booking, der blandt andre har Thomas Helmig i sin stald, til at lange ud efter politikerne generelt:

»Vi har følt os røvrendt, fordi der gik så lang tid uden et klart svar. Politikerne har sovet i timen. Det har været åbenlyst i meget lang tid, at der ikke ville blive åbnet for meget store festivaler eller koncerter til sommer, men vi har været nødt til at vente på politikerne.«

Selv fik han halvanden måned til at aflyse og ombooke. Andre festivaler fik kun et par uger. Det koster blod, sved og masser af penge, siger han:

»Støtten til de aflyste festivaler sidste år er stadig ikke afklaret. Det kræver en god bankrådgiver eller noget, man kan pantsætte, at komme igennem den her tid.«

Kulturminister Joy Mogensen til premiere på Odense Sommerrevy på genåbningsdagen den 6. maj 2021. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.
Kulturminister Joy Mogensen til premiere på Odense Sommerrevy på genåbningsdagen den 6. maj 2021. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

Eller også skal man spille revy… Lars Arvad, der er direktør for Odense Revy og talsmand for brancheorganisationen Revy Danmark, står ikke bag kritikken af Joy Mogensen.

»Kulturministeren er mødt op til premiere til både Cirkusrevyen og Odense Revy. Mit indtryk er, at der er en heksejagt i gang.«

»Mange råber højt om, at hun ikke har været synlig. Men vi har faktisk følt os både set og hørt og forstået,« siger han og fremhæver den hjælpepakke, han kalder 'revypakken'. Én af 28 særlige hjælpepakker, der skal holde hånden under det coronaplagede kulturliv.

»Odense Revy kom ud med et minus på en lille million i 2020. Havde hjælpepakken ikke været der, var vi gået konkurs.«

Når det handler om økonomisk håndsrækning til kulturen, står Joy Mogensen og Danmark da heller ikke sidst på listen. En ny rapport fra Nordisk Råd fastslår nemlig, at Danmark har givet mere støtte til kulturen end Sverige, Norge og Finland. Det skriver Berlingske.

B.T. har forlagt kulturministeren kritikken og bedt om et interview, men Joy Mogensen har takket nej.