'Badehotellets' stjerne Aske Bang er ikke kun en stor ting herhjemme.
Han er nemlig en af de særligt udvalgte, som får lov til at have en afgørende betydning, når det kommer til at vælge, hvilke film der skal have de eftertragtede Oscar-statuetter.
I 2016 blev Bang selv nomineret til en statuette for filmen 'Silent Nights'. Noget, som fik folkene bag 'The Academy Awards', i daglig tale kendt som Oscaren, til at få øjnene op for den unge dansker, skriver Se og Hør.
Efter at han havde været nomineret som instruktør for kortfilmen 'Silent Nights' blev Aske Bang nemlig valgt til at sidde med i udvalget, der skal bedømme filmene.

»Jeg får tilsendt alle filmene, så aftenerne for tiden bruger jeg på at se de nominerede film,« fortæller han til bladet.
»Det er meget sjovt,« lyder det om det arbejde han skal udføre, som én af omkring 8000 medlemmer, der stemmer om filmene.
For tiden er den 31-årige filmmand dog aktuel i forbindelse med en anden form for underholdning.
Man kan nemlig se ham i den syvende sæson af Badehotellet, hvor han blandt andet kører til Nordjylland på en cykel for en pige, han er vild med.
Noget, som virkelighedens Aske Bang også kender til.
»Jeg var på et tidspunkt forelsket i en pige fra Nordjylland, så jeg har også prøvet at cykle turen fra København. Det lykkedes desværre ikke at score hende, men jeg fik da en flot tur på landevejen ud af det,« fortæller Aske Bang med et smil.
Selvom han er en del af Oscar-komitéen, så er han mere fokuseret på at arbejde i hjemlige egne i denne tid, fortalte han for nyligt.
»Da jeg blev Oscar-nomineret, fik jeg en agent derovre, som jeg stadig har kontakt med, men lige nu vil jeg gerne få en masse erfaring i Danmark,« sagde Aske Bang til B.T.
