Mandag tjekkede en ny karakter ind på 'Badehotellet' i form af romantikeren Jan Larsen spillet af Aske Bang. Han har særligt én ting til fælles med sin rolle.

»Da jeg fik rollen og læste manuskriptet, tænkte jeg 'wow'. Det havde jeg jo prøvet selv,« fortæller den 31-årige skuespiller.

I andet afsnit af den aktuelle sæson af 'Badehotellet' cykler den unge fabriksarbejder fra København til badehotellet i Nordjylland for at se fru Frughs datter Bertha, som han er forelsket i.

Turen er cirka 500 kilometer lang, så det er noget af en cykeltur for at se sin udkårne, men det er ikke noget, der har afholdt Aske Bang, som også i virkeligheden har taget samme tur.

Aske Bang som 'Badehotellet's Jan Larsen.
Aske Bang som 'Badehotellet's Jan Larsen. Foto: TV2
Vis mere

»Jeg var på et tidspunkt forelsket i en pige fra Nordjylland, så jeg har også prøvet at cykle turen fra København. Det lykkedes desværre ikke at score hende, men jeg fik da en flot tur på landevejen ud af det,« fortæller Aske Bang med et smil.

500 kilometers landevejscykling var altså ikke noget problem for Aske Bang, der generelt må siges at være i super form.

Han løbetræner fire gange om ugen og klarede blandt andet i efteråret Københavns halvmaraton på én time og 27 minutter. I år satser han på at slå den rekord og klare et helt maraton på under tre timer.

»Jeg bruger det til at stresse af. Jeg synes næsten, det er hårdt, når jeg ikke løber,« forklarer han.

Jan Larsen cykler i 'Badehotellet' fra København til Nordjylland for at møde Bertha Frigh.
Jan Larsen cykler i 'Badehotellet' fra København til Nordjylland for at møde Bertha Frigh. Foto: TV2
Vis mere

I 'Badehotellet' har Aske Bang fået sin første større rolle i en stor dansk tv-serie. Han har optrådt i mindre produktioner som DR3's 'Doggystyle' og 'Anton90' samt TV 2 Zulus 'Perfekte steder'.

Aske Bang er ikke kun skuespiller, men instruerer og skriver også sine egne ting. I 2016 blev han blandt andet Oscar-nomineret for sin kortfilm 'Silent Nights', og i år har han både premiere på en tv-serie og en film:

Først kommer tv-serien 'Cold Hawaii' på streamingkanalen Xee med Allan Hyde og Maria Boda på rollelisten. Dernæst kommer filmen 'Welcome to the Moon' med blandt andre Erik Clausen.

»Da jeg blev Oscar-nomineret, fik jeg en agent derovre, som jeg stadig har kontakt med, men lige nu vil jeg gerne få en masse erfaring i Danmark,« siger Aske Bang til B.T.