Pelle Hvenegaards datter, Zoe Ukhona, har i over et år været med til at sprede glæde - ikke bare til forældreparret, der endelig fik deres forældredrømme opfyldt ved adoptionen, men også til hele Danmark, der trofast har trofast har fulgt med i far og datters liv på Pelle Hvenegaards Instagramprofil. Men nu er det slut - internettet siger farvel til sin 'afrikanske diamant'  Zoe Ukhona.

Det var en lille pige iklædt en plysset trøje med strittende bjørneøre, der blev det første Pelle Hvenegaard delte på sin efterhånden enormt populære Instagram med knap 100.000 følgere. Under billedet skriver den stolte far: 'Hun skal da være mit første billede #DenAfrikanskeDiamant.' Siden den dag, 16. november 2016, har Zoe Ukhona været en fast del af manges daglige Instagram-fix, men nu er det slut. Forældrene, Pelle Hvenegaard, kendt fra 'Dagens Mand' og 'Zulu Djævleræs', og Caroline Gullacksen Hvenegaard, har trukket Zoe Ukhona fra de sociale medier af frygt for, at hun skal tage skade senere i livet.

»Vi frygtede, at hun skulle vokse op og blive et kendt ansigt. Til at starte med delte jeg måske billederne med 100 mennesker, der mest var familie og venner, men til sidst var det jo op over 100.000. Pludselig begyndte Zoe at blive genkendt på legepladsen, hvilket var det, der fik os til at endeligt trække stikket. Hun skal have lov til at vokse op i fred til at forme sin egen identitet og ikke være et produkt af medierne,« siger Pelle Hvenegaard, der allerede sidste sommer nævnte for BT, at han overvejede at trække Zoe væk fra de sociale medier.

Pelle Hvenegaard med hustru til den årlige uddeling af BilledBladets tv-priser på Hotel d'Angleterre fredag d. 4. marts 2017. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
Pelle Hvenegaard med hustru til den årlige uddeling af BilledBladets tv-priser på Hotel d'Angleterre fredag d. 4. marts 2017. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Forældre stopper med at dele ud af deres hverdag med Zoe Ukhona på omkring samme tidspunkt som far, Pelle Hvenegaard, har nået bestsellerlisterne med bogen 'Kære Zoe Ukhona.' Nu er bogen det eneste sted, hvor eventuelle fans kan få mere af vide om Pelle Hvenegaard og sin hustru vej til at blive forældre til Zoe.

I både ind- og udland har man set utallige eksempler på, at kendisforældre ligeledes har høstet god omtale og succes med at sælge deres arbejde i form af film, bøger, musik osv., ved at dele billeder af deres børn. Men at Pelle Hvenegaard afviser blankt, at dette har været tanken med Instagramprofilen, der nu ikke længere vil rumme nye billeder af Zoe Ukhona.

»Bogen havde jeg skrevet under alle omstændigheder, og samtidig er jeg en stolt far, der bare gerne vil dele billeder af min datter. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre - og ville være sket uafhængigt af hinanden lige meget hvad. Nu er det sket på samme tid - og hvis folk tror, at der ligger en monetær kalkule bag, så er det sådan, det er,« siger Pelle Hvenegaard, der selv blev landskendt som 11-årig for sin rolle i 'Pelle Erobreren.'

Han fortsætter:

»Jeg har kunne tjene mange flere penge på at dele billeder af Zoe, hvis jeg ville. Jeg har fået flere tilbud om reklamejobs, hvor Zoe skulle deltage, men jeg har sagt nej i modsætning til forældre som Uffe Holm og Mascha Vang. Der har vi forskellige syn på, hvordan vores børn skal eksponeres for omverdenen, og hvornår man ufrivilligt gør børnene til barnestjerner«

Men afvejning af hvornår børnebilleder godt kan florere på sociale medier, er ikke kun noget, dem fra de kulørte sider bakser med. For kan børn virkelig tage skade af at ufrivilligt blive allemandseje på internettet?

»Man skal passe på med at sige, at børnenes udvikling kan tage skade ved at bliver eksponeret på sociale medier. I dag vokser de op i en delingskultur, hvor det er normen, at man deler billeder. Det er bare vigtigt, at der er en samtykke fra børnene. Problemet er bare, hvornår de er gamle nok til at tage stilling til det. Det kræver alligevel en vis alder, at forstå konceptet ‘at blive lagt ud på nettet’,« understreger Jonas Ravn, Projektleder ved Center For Digital Pædagogik.