'Den afrikanske diamant', 'Team Holly' og 'Hollie Nolia'. Tilsammen bliver de tre danske internet-sensationer fulgt af knap 300.000 brugere på Instragram. De ved det bare ikke.
Personerne bag de tre personaer er nemlig små børn: Etårige Ukhona, treårige Holly og femårige Hollie Nolia.
Fælles for de tre er, at deres forældre er kendte. Ukhona er skuespilleren og værten Pelle Hvenegaards adoptivdatter, Holly er datter til komikeren Uffe Holm og Hollie Nolia er bloggeren Mascha Vangs og tidligere racerkører Nicholas Kiesas datter.
Men hvordan har de det med, at deres børn er blevet landskendte, har de tænkt over, om børnene overhovedet vil være kendte, og bruger de ikke bare børnene til at skabe opmærksomhed om deres egen person?
BT har spurgt de tre om det at være forældre til en såkaldt SoMe-stjerne.
Pelle Hvenegaard, hvad synes du om, at folk synes, det er så spændende at følge Ukhona på Instagram?
»Det er ret vildt. De sociale medier er jo et billede af mit liv. Og det, der fylder alt i mit liv, er min lille pige. Så det er selvfølgelig hende, jeg laver videoer med, fordi jeg - som alle andre - synes, at min datter er super dejlig. Og så er det bare eksploderet,« siger Pelle Hvenegaard, der hurtig drejer snakken hen på sine overvejelser omkring at offentliggøre billeder af sin datter.
Vi begyndte jo ikke med et mål om at gøre Ukhona kendt og få en masse følgere. Det har jo bare været at vise mine dejlige pige. Men det er blevet enormt, og jeg tror, at vi kommer til at trække stikket på et tidspunkt - Pelle Hvenegaard
»Hun er jo ikke klar over, at hun har 50.000 følgere, hun lever bare i vores lille, trygge boble. Så vi er meget bevidste om, hvor meget hun skal eksponeres. Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, når hun bliver lidt større, at hun selv skal vælge. For jeg ved selv, at det kan være rigtig svært at bygge sin egen identitet op, når man allerede er kendt,« siger Pelle Hvenegaard, der selv blev landskendt som 11-årig i filmen 'Pelle Erobreren'.
»Der var mange, der troede, at de kendte mig, efter de havde set fx. 'Dagens Mand', og som blev overrasket, når jeg mødte dem, hvis mine første to ord ikke var 'pik og patter'. Man ser jo kun et lille glimt af en virkelighed,« siger han.
Hvad tænker du om, at du har taget valget for hende om at gøre hende landskendt?
»Det er os som forældre, der bestemmer og tager valg for vores børn. Så længe vi reflekterer over, hvad der sker, og selvfølgelig forholder os til, at det er blevet så stort. Vi begyndte jo ikke med et mål om at gøre Ukhona kendt og få en masse følgere. Det har jo bare været at vise mine dejlige pige. Men det er blevet enormt, og jeg tror, at vi kommer til at trække stikket på et tidspunkt,« siger Pelle Hvenegaard, der fortæller, hvordan han er blevet overrasket over, hvordan Ukhona-videoerne har udviklet sig til noget større end en far med sin datter:
»Der er mange adoptivforældre, der skriver til os og er glade for at følge med, og der er flere, der skriver til os, der overvejer adoption. Der har længe været et negativ fokus omkring adoption - især efter dokumentaren 'Mercy Mercy - Adoptionens pris' kom ud og kastede en negativ skygge over det. Og der synes jeg, at det også er fint at vise, at adoption også kan være en glædelig ting. Derudover viser det, at mænd også kan have det sjovt på barsel. Tænk, hvis det kunne få flere mænd til at overveje at bruge mere tid på det og være mere sammen med deres børn,« siger han, men understreger, at de altid skal minde dem selv om, hvorfor de lavede profilen:
»Selvfølgelig skal hun ikke bruges som en politisk brik, og det er jo heller ikke sådan, det er startet. Det er bare noget, jeg har tænkt over, efter hun er blevet så kendt,« siger han.
Mens Pelle Hvenegaard synes, det er sjovt at følge andre børn som fx. Uffe Holms datter, Holly, vil han dog ikke gå så langt som Mascha Vang, der har haft en børnetøjskollektion i datterens Hollie Nolias navn.
»Det er slet ikke der, vi skal over. Mascha må selv om, hvad hun gør. Når jeg ser Mascha, ser jeg jo en mor, der bruger dejligt meget tid sammen med sin datter. Og hendes mor lever jo sit liv gennem sin blog, så det skal datteren forholdes til. Jeg synes, det er vildt sjovt med fx Uffes datter. Der er intet forgjort i det. Så længe det er på det niveau, så er det fint. Vi har alle set amerikanske skønhedskonkurrencer , hvor de lærer at agere som små voksne og bliver stylet. Men her får de lov til at være børn på deres egen måde,« siger han.
Modsat Ukhona, der lever på Pelle Hvenegaards Instagram, har Macsha Vangs femårige datter Hollie Nolia, sin helt egen profil med knap 50.000 følgere.
Mascha Vang er dog sikker på, at det er det rigtige for sin datter.
»Hun har ingen bevidsthed om, at hun har følgere, og at folk kender hende. Men hun er vokset op med, at vi filmer med telefonen og lægger videoer på nettet, hvor hun kan se sig selv. Hun siger jo: ’Mor, film mig lige nu. Og vis det lige til folk på telefonen.’ Og det er meget almindeligt for hende at se sin mor eller far i supermarkedet på forsiden af et blad eller på tv,« siger Mascha Vang.
Tror du, at det bliver mærkeligt, når hun bliver gammel nok til at forstå, at folk kender hende?
»Ikke når hun er vokset op med det. Jeg tror, det vil være mere mærkeligt, hvis hun kom ind i det som otte-årig. Hun er født ind i det, så hun er vant til det. Folk siger jo ’hej’ på gaden, og så spørger hun: ’Hvor kender hun mig fra, mor?’. Og så svarer jeg, at det er fra billeder fra telefonen. Eller når hun ser store plakater af hende selv i en børnetøjsbutik, siger hun: ’Det er mig, mor’. Det er noget helt unikt at være født ind i det, og det gør det naturligt,« siger Mascha Vang.
Tænker du over, at hun – når hun bliver ældre – kan blive sur på dig over, at du har taget det valg for hende og gjort hende kendt?
»Næh. Sådan er det jo. Forældre tager valg for deres børn. Jeg tror, at der er børn, der har det meget værre end Hollie. Og at jeg kunne have taget nogle meget ringere valg for min datter. Hun kan jo måske også glæde sig over, at hun får en lejlighed, når hun bliver gammel nok, fordi jeg har lavet et børnetøjsmærke i hendes navn. Den kamp må vi tage til den tid,« siger Mascha Vang og fortsætter:
Tænk om 10 år, hvis min datter siger: ’Hvad er der galt mor, var du ikke stolt af mig? Ville du ikke vise mig til folk, siden du ikke delte mig på de sociale medier ligesom alle andre i børnehaven? - Mascha Vang
»Alle mennesker lægger jo videoer op af deres børn. Forskellen er bare, at vi er kendte. Det eneste gang, jeg tænker over det, er, når journalister ringer gang på gang. Hold nu op for helvede. Vi er i 2017. Tænk om 10 år, hvis min datter siger: ’Hvad er der galt mor, var du ikke stolt af mig? Ville du ikke vise mig til folk, siden du ikke delte mig på de sociale medier ligesom alle andre i børnehaven? Bare fordi jeg er kendt og har følgere end 'Sussi nede fra Poppelvej', kan jeg ikke se, at det er et problem,« siger Mascha Vang.
Et kendis-barn slår dog alle. Komikeren Uffe Holms datter, Holly, har gennem flere år forblændet danskerne med sin kære charme. Når hun synger, danser eller bare siger noget sjovt på Uffe Holms Instagram-profil, bliver videoerne nemt set af knap 300.000.
BT talte med Uffe Holm om sin datter Holly tidligere i år, hvor han svarede på spørgsmålet om, at han selv havde taget valget om at gøre sin datter kendt.
»Jeg har selvfølgelig tænkt på, at der er nogen ting, man ikke skal sætte på siden, og om der er noget, hun ville blive ked af, men det tror jeg sgu ikke. Hvis hun som 15-årig hader mig, så skal jeg nok ringe. For så har jeg lavet en fejl. Men altså, jeg spørger hende hver gang, om det er okay, at jeg lægger det op, og nogle gange siger hun nej, og så gør jeg det ikke,« sagde han dengang.
En kendis, der har valgt at gå i den fuldstændig modsatte retning, er blogger og journalist Mette Marie Lei Lange, der er gift med skuespiller Jon Lange og har børnene Hugo og Berta på tre år.
For et år siden valgte parret ikke at vise deres børns ansigter længere på de sociale medier. Det kan du læse mere om her.
»Det er ikke sikkert, at de en dag som teenagere har den samme holdning til sociale medier som mig. Og jeg kan ikke få deres samtykke nu. Men jeg er deres værge og kan træffe beslutninger på deres vegne. Næsten dagligt har jeg i det forgangne år taget op til overvejelse, om de skal optræde med fotos. Jeg lever jo et liv, hvor jeg åbner et vindue til min familie. Der er mange dage, hvor jeg simpelthen får lyst til at slette det hele,« sagde Mette Marie Lei Lange til Berlingske sidste år.
