»Vi kunne ikke se en skid, og jeg er lidt bange for skove,« fortæller skuespiller Laura Bro.
Har du nogensinde haft en jul, hvor alt gik galt?
B.T. har spurgt skuespillerne fra årets TV 2-julekalender 'Kometernes jul', om de ligesom i julekalenderen har oplevet en jul, hvor alt var kaos frem mod juleaften.
Her fortæller Laura Bro, der spiller børnene Elias' og Mies mor Kirsten, om et barndoms-juletraume, der for nogle år siden blev til virkelighed.
»Jeg skulle holde jul med min daværende kærestes familie. Vi kom med tog og skulle til Nødebo. Da vi skulle af, var trinbrættet på stationen fjernet, så vi måtte vente med at stå af ved næste stop og endte så dybt inde i Gribskov (Danmarks fjerdestørste skov, placeret i Nordsjælland, red.).«
Det var en af de juleaftener, hvor der lå høj sne overalt, og da klokken nærmede sig 5 om eftermiddagen, var det samtidig blevet mørkt, husker Laura Bro tilbage.
»Sneen var knæhøj, vi slæbte rundt på store tasker, og vores mobiltelefoner kunne ikke få forbindelse, så selvom min ekskæreste var vokset op i området, havde vi svært ved at orientere os om, i hvilken retning vi skulle gå.«
Laura Bro skyder på, at de rendte rundt i Gribskov i halvanden time.

»Jeg nåede at blive virkelig nervøs. Jeg tænkte alle mulige scenarier for, hvordan vi skulle overnatte i skoven. Det gik lidt ind i et traume, jeg havde som barn om at misse juleaften,« fortæller hun videre.
»Da jeg var barn, syntes min far (skuespiller Christoffer Bro, især kendt som Fiffig Jørgensen i 'Nissebanden', red.), at det var sjovt at lade, som om vi var faret vild juleaften, når vi skulle ud til min onkel og tante. Så havde han altid lige noget sjovt, vi skulle se i stedet for. Et slot eller lignende,« fortæller Laura Bro.
Heldigvis fandt hendes ekskæreste på et tidspunkt ud af, hvor de var, og selvom de kom sent til maden, så blev det ligesom i en julekalender altså juleaften til sidst, fortæller Laura Bro.
Og det med at fare vild juleaften kan Laura Bros 'Kometernes jul'-kollega Nicklas Søderberg Lundstrøm, der spiller rumvæsnet Tanja, godt genkende.

Han har ligeledes prøvet en jul at fare vild i Nordsjælland, da han juleaften kørte med sine brødre fra den ene del af familien til den anden.
»Klokken var 10 om aftenen, og så farer jeg vild i min bil. Jeg havde ingen gps, så vi kom to timer for sent, fordi jeg endte ude på en øde landevej. Det var ret forvirrende og stressende,« fortæller han og tilføjer:
»Mine tvillingebrødre havde det sjovt over, at jeg undervejs kom til at slå en kæmpeprut, fordi jeg blev så bange for, om vi aldrig nåede derop.«
Adam Ild Rohweder, der i 'Kometernes jul' spiller skurken Viggo Vs (Kurt Ravn, red.) håndlanger, mindes til sidst en juleaften, hvor hans mor modtog en julegave, som hun selv havde givet til samme person tidligere.
»Det var ment som en god gave, men det faldt bare ikke i så god jord. Det endte med at blive en juleaften, der var rimelig forkvaklet. Men så kom der noget gløgg og rødvin, og så fandt vi ud af det til sidst. Men jeg kan kun anbefale, at man lader være med det.«
HAR DU ET JULETRAUME, DU VIL DELE MED VORES LÆSERE? SÅ SKRIV TIL KRDN@B.T.DK.

