1. januar 2022 vender 'X Factor' tilbage, og atter en gang bliver det med Sofie Linde som vært.

Men én, der ikke kommer til at sidde klistret til skærmen, er Sofie Lindes egen datter, treårige Trine.

»Hun har zero interesse i det. Hun gider simpelthen ikke noget af det, jeg har lavet,« lyder det med et grin fra den 32-årige tv-vært til B.T.

»Det må jeg bare bide i mig og acceptere.«

X Factor 2022'-dommerne Martin Jensen, Kwamie Liv og Thomas Blachman, samt værten Sofie Linde torsdag 16. december 2021 til pressemøde på 'X Factor'.
X Factor 2022'-dommerne Martin Jensen, Kwamie Liv og Thomas Blachman, samt værten Sofie Linde torsdag 16. december 2021 til pressemøde på 'X Factor'. Ida Marie Odgaard

Det er dog ikke, fordi den snart fireårige unge dame ikke kan lide at se tv.

Hun har bare lidt mere fidus til sin far, 'Den store juniorbagedyst'-vært Joakim Ingversens programmer.

»Hun er meget, meget glad for 'Bagedysten'. Så far er bare den sejeste i hele verden, fordi han kender dommerne, og han kender Micki Cheng, og det er alt, hvad der giver point hjemme hos os p.t.,« forklarer Sofie Linde og griner.

Ifølge Trine er der i sig selv ikke noget spændende ved, at det faktisk er mor eller far, der kigger tilbage fra tv-skærmen.

»Hun bliver zero påvirket, she couldn't care less,« svarer Sofie Linde.

Alligevel vil 'X Factor'-værten forsøge at se, om ikke hun kan omvende sin datter til den snart kommende sæson.

»Nu vil jeg prøve at tage hende ud til en generalprøve i år – vi holder jo altid generalprøve for børn på 'X Factor' om fredagen – måske hun synes, det er spændende – men jeg tror det simpelthen ikke,« siger Sofie Linde og klukker.

Hun har dog et lille håb om at kunne imponere sin datter bare lidt:

»Man vil jo altid gerne have lidt ekstra point som mor. Det tror jeg måske, jeg kan få for fin sminke og fine kjoler, men det er nok også det, jeg kan hive hjem.«

Ud over treårige Trine har tv-værterne Sofie Linde og Joakim Ingversen også den ni måneder gamle datter Søs.