TV 2 har skabt lidt af et julemonster – eller jule-rumvæsen, om man vil.
Siden miniudgaven af karakteren Tanja – et Chewbacca-lignende rumvæsen – onsdag 8. december første gang dukkede op i årets nye TV 2-julekalender 'Kometernes jul', er danskerne stormet ud i butikkerne for at købe en 35 centimeter høj bamseversion af Tanja.
Ved en hurtig søgning er lageret af Tanja-bamser tømt hos Wupti.com og Fætter BR, ligesom flere Kvickly-butikker rundt om i landet skriver på Facebook, at der er udsolgt.
»Efterspørgslen har været helt enorm, og det er over ekstremt kort tid. På en uge har vi solgt mange tusinde bamser. Det er uhørt,« lyder det fra Jannie Søgaard, der som kategorigruppechef har ansvaret for salg af Tanja-bamserne i Coop Danmarks butikker, heriblandt Kvickly.

Coop Danmark har endnu ikke et præcis overblik over, hvor mange bamser de har solgt.
Jannie Søgaard fortæller videre, at det altid er svært at vurdere, hvor mange varer de skal købe ind og sætte ud i butikkerne, når det drejer sig om merchandise til en tv-julekalender, da man jo på forhånd ikke ved, hvor populær julekalenderen bliver i de danske hjem.
Kommer man for eksempel til at have for mange Tanja-bamser på lager, står man nemlig med et nyt problem efter jul, og derfor fortryder de heller ikke, at lageret p.t. ikke er større.
»Varen er højaktuel lige nu. Børn mister hurtigt interessen, og til januar er Tanja-bamsen slet ikke interessant længere, og så ville vi skulle destruere en masse bamser, hvilket går dårlig i tråd med vores bæredygtigheds- og ansvarlighedsprofil,« fortæller Jannie Søgaard videre.

Skuespiller Nicklas Søderberg Lundstrøm, der i 'Kometernes jul' spiller 'voksen'-udgaven af Tanja (det giver mening, når du ser julekalenderen, red.) mærker for tiden også den store interesse for den lille Tanja-bamse.
»Ja, de er blevet svære at få fingrene i. Som original 9'ser (julekalenderens betegnelse for rumvæsnerne, red.)/Tanja forstår jeg godt, at folk vil have dem, de er søde og flotte.«
Nicklas Søderberg Lundstrøm fortæller, at han har fået en del henvendelser fra folk, der spørger, om han kan skaffe en bamse, men selvom han gerne vil hjælpe, har han kun sin egen, som han holder for sig selv.
»Til gengæld har jeg et lille tip. Hele december indtil 24. laver jeg et liveprogram, der hedder 'Universet direkte', på YouTube, og der kan man næsten hver dag vinde en Tanja-bamse. Vi har nemlig stadig en lille bunke tilbage,« tilføjer han.

Jannie Søgaard fra Coop kan også glæde trængte børn og forældre med, at selvom Tanja-bamsen er udsolgt i mange af deres butikker, så er der også steder, hvor man stadig kan købe bamsen.
»Når jeg ser ned over de forskellige butikker, så er der stadig en god fordeling af bamser hele vejen rundt, men man skal skynde sig, for der er et fåtal tilbage.«
B.T. har spurgt Salling Group, der har butikker som Fætter BR og Bilka, hvordan det står til med lageret af Tanja-bamser hos dem, men deres presseafdeling skriver i en mail, at de har for travlt med julehandlen til at kunne hjælpe i denne omgang.
Tanja-bamsen koster 179 kroner.