Der skal åbenbart ikke meget til at vække opsigt, hvis man er udstyret med et par lækre stænger fra naturens side.
Og det må man sige, at den danske supermodel Josephine Skriver er.
Det har Daily Mail da også bemærket.
I hvert fald har det britiske medie tilegnet Josephine Skriver en hel artikel, hvori de med intet mindre end 349 ord beskriver, hvordan den danske model 'viser sine ben frem, mens hun rocker en trenchcoat og et par blå højhælede sko'.
På billederne, som Daily Mail beskriver, og som kan ses længere nede i denne artikel, er Josephine Skriver iført en lårkort beige nederdel, en hvid sweater og en beige trenchcoat, mens hun vandrer rundt i New York Citys gader og stræder.
Outfittet havde hun på i forbindelse med en photoshoot for kosmetikvirksomheden Maybelline.
'Den danske skønhed rockede det klassiske look, da hun løb gennem gaden på Manhattans Flatiron District,' skriver Daily Mail i deres artikel om den 27-årige Victoria's Secrets-model.
Herunder kan du se billederne fra photoshootet, hvor Josephine Skriver viser stængerne frem.
At danske Josephine Skriver er en smuk kvinde, kan der ikke være tvivl om.
Så sent som i begyndelsen af denne måned blev hun for eksempel udnævnt til Sports Illustrated Swimsuit 2020 'Rookie of the Year'.
En pris, som magasinets læsere stemmer om årligt.
Josephine Skriver var oppe imod modeller som Anita Marshall, Marquita Pring, Kim Riekenberg, Valentina Sampaio, Lorena Duran, Brooks Nader og Hyunjoo Hwang, men endte altså alligevel med at hive sejren i land.
Den danske model har tjent penge på sit udseende, siden hun var 17 år gammel.
Hun har arbejdet for luksusmærker såsom Dior, Gucci og Victoria's Secret. Siden 2018 har hun også været ansigt for Maybelline.
»At blive en del af Maybelline er en drøm, der går i opfyldelse,« udtalte den danske topmodel, da hun fik jobbet.
»Jeg har brugt Maybelline, siden jeg var en lille pige. Jeg er beæret over at repræsentere ikke blot Maybelline, men også alle de piger, som bruger Maybelline, fordi de unge piger er vores fremtid. De er stærke og smukke, og det er, hvad Maybelline står for ifølge mig,« fortsatte hun.

