Dårlige nyheder er der nok af i disse coronatider, men heldigvis dukker der også glædelige historier op i ny og næ.

En af disse står klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og debattøren Katherine Diez for.

I november afslørede parret, at de havde fundet kærligheden. Nu afslører de begge på deres Instagram-profiler, at de fremover også deler bord og seng. De to har nemlig brugt isolationen på at flytte sammen.

»Verden står i flammer. Men det gør mit hjerte heldigvis også, så jeg har flettet mine bøger sammen med hans – og de har aldrig før siddet så godt i spænd,« skriver den 30-årige debattør og litteraturanmelder.

Kathrine Diez er blandt andet kendt for sine markante klummer i Berlingske. Her vakte hun blandt andet opsigt, da hun i september skrev, at hun som højtuddannet kvinde havde svært ved at finde en mand, der matchede hendes krav.

»Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol,« lød overskriften.

Noget tyder på, at både manden og hans bogsamling er godkendt. På sin profil skriver Dan Jørgensen nemlig:

»Det er svære tider. Corona og klima. Alvor og omtanke. Hårdt arbejde og vanskelige beslutninger. Bekymring og medfølelse med alle dem, der er ramt hårdest lige nu. Midt i alt det føler jeg mig alligevel – på det helt personlige plan – virkelig helt utrolig heldig. Denne kloge, kærlige og humoristiske kvinde har nemlig brugt isolationen til at fusionere sin bogreol med min.«