Det har taget lang tid for komikeren Dan Andersen at acceptere, hvem han er. Hver gang han mødte et nyt menneske, var han nødt til også at skabe en ny version af Dan Andersen.

»Da jeg var mig selv, ønskede jeg, at jeg var en anden, så jeg flygtede konstant ind i en anden identitet.«

Han beskriver sit gamle jeg som en pleaser, der aldrig føler sig god nok.

På et tidspunkt for cirka 15 år siden blev det for meget for den nu snart 40-årige komiker. Han beskriver det selv som at stå foran en dyb sort afgrund.

Dan Andersen får stadig medicin for sin angst, men han tager den kun, hvis han føler, det er nødvendigt.
Dan Andersen får stadig medicin for sin angst, men han tager den kun, hvis han føler, det er nødvendigt. Foto: Gudmund Thai
Vis mere

Nu har han valgt at stå frem og fortælle om sin kamp med angst og depression, og i den forbindelse har B.T. talt med ham om, hvor han er i dag, og hvordan han er nået dertil.

Han havde været alle andre end sig selv i alt for lang tid, og efter hans daværende kæreste fortalte ham, at hun ikke følte, at han var den rigtige for hende.

»Jeg blev panisk angst, da hun stoppede det. Det føles, som om man er nødt til at kæmpe for at overleve. Man falder tilbage til sine basisinstinkter,« forklarer han og fortæller, at han den dag faldt ned i dybet efter at have stået på vippen i mange år.

Vippet den rigtige vej

'På vippen' er netop titlen på hans nye show. Det handler om alle de gange, han har stået på vippen. Vippen mellem ham selv og alle de personer, han forsøgte at være, på vippen mellem nedtur og et 'normalt' liv, vippen mellem at føle sig rigtig og forkert.

I dag er han et andet sted. Han er vippet over i en tilværelse, hvor han hviler i den, han er. Efter sammenbruddet blev Dan Andersen indlagt på psykiatrisk afdeling. Han blev medicineret, og det fortsatte, da han kom ud i den virkelige verden.

»Efter jeg blev indlagt, kom jeg på al mulig medicin, der ikke fungerede for mig, og til sidst tænkte jeg: 'Nu stopper jeg. Jeg ville klarer det selv',« fortæller han.

Dan Andersen understreger, at det ikke er løsningen for alle, men det virkede for ham. Han stoppede med at tage medicinen og tog kontrol over sit eget helbred.

Han kunne ikke gøre det alene

Han understreger også, at selvom han selv tog kontrollen i sidste ende, så er han ikke kommet dertil, hvor han er i dag, alene.

»Jeg havde nogle rigtig tætte venner, der så mig falde mere og mere fra hinanden.«

Han forklarer, at han for eksempel ofte ringede dem op med dilemmaer. Det kunne være en sms-besked, som han var sikker på betød, at han ikke var god nok, selvom der måske bare stod: 'Jeg har ikke tid i aften.'

»De kunne se, at jeg levede i en helt anden verden,« siger han til B.T.

Han er også taknemlig for det forhold, han er i, i dag. Det har hjulpet ham meget.

»Vi har været meget ærlige over for hinanden fra starten, hvilket har givet os en relation uden angst og usikkerhed, så man kan fokusere på det vigtige,« siger han.

Det betyder, at det er meget sjældent, han oplever problemer med angst og depression.

»Forrige år døde min far, det er en livskrise, der gør noget ved en. Men det er længe siden, at jeg har haft decideret angst,« forklarer han.

Da B.T. spørger ham, om han tror, at komikken kan hjælpe i svære situationer, svarer han med det samme.

»Det er en komikers supervene. Det er netop det med, at man tager alvoren ud af noget virkelig alvorligt, man gør det lettere at leve med.«

Dan Andersen er lige nu aktuel som kommentator på reality-serien 'Love Island'.