Hvis du er kvinde og ud af det blå har fået en privatbesked fra Cyron Melville, så skal du nok ikke sætte forhåbningerne om en date alt for højt op.

Den 35-årige skuespiller har nemlig været udsat for identitetstyveri på Instagram, hvor der er nogen, som har oprettet en række falske profiler i Melvilles navn, hvorefter de har kontaktet stribevis af kvinder.

Det fortæller den rødhårede charmetrold i denne uges udgave af Se og Hør.

»Jeg tror, de har ønsket at få en form for chat op at køre - og måske i værste tilfælde billeder. Jeg kunne læse på de beskeder, jeg fik af mine veninder, at der var en lummer, mærkelig og ubehagelig stemning i det,« siger han til ugebladet.

Skuespilleren fortæller endvidere, at han på et tidspunkt blev kontaktet af en fyr, som truede ham med at ville anholde ham.

Fyren påstod endvidere, at det amerikanske efterretningsvæsen CIA var efter Cyron Melville, som selv kalder identitetstyveriet for 'en virkelig ubehagelig situation'.

Han fortæller til Se og Hør, at han har politianmeldt samtlige af de falske profiler, han har kendskab til.

Derudover har han ansøgt Instagram om at få et blåt flueben på sin profil, så folk ikke er i tvivl om, hvilken profil der er hans officielle.