Cyron Melville slog igennem som ungdomsstjerne med 'To ryk og en aflevering' og 'Jul i Valhal' og har siden da medvirket i en lang række film. Men ikke siden 'Sommeren 92' har vi set ham på lærredet. Før nu.

I januar er der premiere på den danske krigsfilm 'De forbandede år', der handler om årene under besættelsestiden.

Anders Refns kommende film er stjernespækket med skuespillere som Jesper Christensen, Bodil Jørgensen og netop 35-årige Cyron Melville, som B.T. møder på den røde løber til gallapremiere på Disney-musicalen 'Tarzan' i Falconer Salen på Frederiksberg.

»Jeg skulle lige vænne mig til at få et kamera lige op i smasken. Nå, det er det her, det handler om,« siger Cyron Melville, der spiller en ung, politisk rød oprører under besættelsestiden.

»Efter en time vænnede jeg mig til det og var tilbage i den samme rille. Til syvende og sidst handler det om at fortælle karakterens rejse og tage en enkelt scene af gangen,« siger skuespilleren, der begyndte for 25 år siden.

»Jeg har lavet en del, men det er interessant, at det aldrig bliver hverdag at lave film og få et kamera i smasken. Man vænner sig aldrig helt til det,« siger han og griner.

»Jeg har tilvalgt at spille teater og gået i dybden med skuespillet og lært meget. Så nu er jeg enorm sulten på at lave flere film. Jeg vil gerne lave film igen.«.

Når han ikke har spillet med i en film i fem år, er det selvvalgt, siger han til B.T.

»Jeg har sagt nej til filmroller, og andre gange har der været karambolage med teaterkalenderen, så jeg ikke har haft tid.«

Nu spiller han over for Jesper Christensen, men de spiller ikke med i samme scener, og det ærgrede Cyron Melville, der til gengæld fik et godt tilbud.

»Han er en af mine store forbilleder, men jeg valgte at komme på sættet en dag bare for at sidde bag kameraet. Bare for at se, hvad han gjorde,« siger Cyron Melville, der også roser skuespiltalentet Mads Reuter.

Cyron Melville spiller for tiden i bandet Brothers Moving, der har succes i Rusland, og fortsætter som teaterskuespiller. Han er også aktuel i den norske eventyrfilm 'Askeladden 2'. Musicalen 'Tarzan' har premiere den 3. december i Falconer Salen.