Coronakrisen har trukket tæppet væk under underholdningsbranchen, og der må tænkes i nye baner. Det gælder især for standupkomikerne.

Melvin Kakooza har haft sin daglige morgengymnastisk og musikquiz på Instagram, Uffe Holm har fundet på drive-in-standup, og nu forsøger endnu en standupkomiker at komme ud til publikum på en ny måde.

Simon Talbot har det seneste år været aktiv på streaming-platformen Twitch på kanalen 'SimonTalbotComedy', hvor han har skabt et online fællesskab med en blanding af jokes og computerspil.

Han er som standupkomiker vant til at kunne stå fysisk foran sit publikum, men på grund af coronakrisen har det ikke været muligt, og så har han i stedet livestreamet på både YouTube og Twitch.

For nylig blev Simon Talbot brand ambassadør for teknologivirksomheden OnePlus, hvilket nu har medført, at han den 31. maj på sin Twitch-kanal lancerer et online standup-show, hvor publikum kan få deres jokes med.

»OnePlus kom til mig med ideen om at lave et interaktivt online standup-show, og jeg syntes med det samme, at det var en super idé. Når jeg ikke længere kan komme ud til publikum, er det oplagt at invitere publikum hjem i stuen,« siger Simon Talbot i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

»Normalt tester jeg mit materiale af foran et rigtigt publikum til en open mike-session. Det vil vi nu overføre til livestream-formatet, hvor seerne kan bruge chatten og kommentere, reagere og indsende deres egne jokes og på den måde være med til at skrive showet. Så det er en slags show for publikum af publikum.«

Det endelige show, der har titlen 'The Surrogate Comedy Show', afholdes den 31. maj klokken 20 på Simon Talbots Twitch-kanal.

Inden da vil han afholde en række livestreams, hvor man kan bidrage med sine egne jokes. Første gang, det sker, er søndag den 10. maj klokken 12 – også på Twitch-kanalen. Det hele er gratis, oplyser Simon Talbot.

Han fortæller til B.T., at han for tiden skulle have varmet op for den engelske komiker Russel Howard i udlandet, ligesom alle firmajob er blevet aflyst.

Her er han glad for at have sit online-publikum:

»Jeg kan blive 'showhigh' af det, så det giver mig utroligt meget. Alle, jeg skriver med i chatten, er i den samme corona-situation, så det giver mig en enorm fællesskabsfølelse. Flere skriver til mig, at jeg gør deres dag bedre ved at tale med dem og livestreame – og det gør det hele værd.«

Han tilføjer:

»Jeg er på ingen måde vigtig som eksempelvis læger eller sygeplejersker, så det er fantastisk, at jeg kan sprede lidt glæde ved at være professionel useriøs.«

Simon Talbot håber selvfølgelig, at han hurtigst muligt kan komme ud og optræde for folk, som han plejer.

Rent økonomisk er han dog ikke i panik:

»Jeg håber snart, det starter op. Men det er, fordi jeg bruger alle min penge på trøstekage. Og hvis det her fortsætter meget længere, bliver jeg for stor til at komme ud ad døren og optræde igen.«

Simon Talbot har tidligere fortalt, hvordan han i begyndelsen af corona-perioden på en løbetur pludselig medvirkede i at hjælpe folk ud af en brændende bygning.

Den oplevelse, som han også har fortalt om på sin Twitch-kanal, kan du læse mere om HER.