»Jeg vil gætte på, at det er det mest fotograferede skilt i Danmark i 2020.«

Sådan lyder meldingen fra ejer af Corona Camping, Michael Palskov Farnø, der nu kan berette, at deres meget populære corona-skilt er blevet stjålet.

Campingpladsen deler jo som bekendt navn med den virus, som hærger verden over.

»Det må have været tirsdag eller onsdag, at der er nogen, der er løbet med skiltet,« lyder det fra Farnø, som følger op med en bøn:

»Jeg forstår jo godt, at det er sjovt for nogen, men for os betyder det bare noget mere. Derfor håber jeg, vi kan få det igen.«

Michael og hans kone, Susanne Palskov Farnøs, campingplads blev landskendt, da de medvirkede i TV 2-dokumentarserien 'Trailerpark Danmark: Camping ud over det sædvanlige'.

Her kunne man følge fastlæggere, som bruger deres camping året rundt. Som et permanent hjem.

Og det er her, campinpladsparret tjener deres penge. Hos kunder, der bruger deres plads i længere tid ad gangen.

Derfor har de heller ikke oplevet, at deres corona-navn har affødt bemærkelsesværdigt mere gang i biksen.

Nu kommer Michael Palskov Farnø efter tyveriet med en opfordring til den, der har taget hans skilt.

»Jeg kunne godt ønske mig, at personen, der har taget det, ville aflevere det tilbage. Vi kommer ikke til at melde nogen,« lyder meldingen fra campingejeren.

Sagen er heller ikke blevet meldt til politiet, fordi Farnø ikke ønsker at belemre dem med så lille en sag. Han håber bare, at tyven – måske i ly af nattens mulm og mørke – vil aflevere corona-skiltet.

Han fortæller, at campingpladsen har haft sit navn i rigtig mange år. Faktisk trækker det tråde tilbage til 1962, hvor campingpladsen har sin oprindelse.

Foruden deres campingplads hedder vejen, hvor den ligger, også corona. Begge dele ligger lige i nærheden af den midtsjællandske by Borup.

Ligesom virussen kommer campingpladsens navn også af den cirkel, der dannes rundt om solen ved en solformørkelse, forklarer han.