Den tidligere tv-vært og forfatter Claus Elgaard har fået nyt job.

Han voksede selv op i et hjem med misbrug, og nu skal han som projektleder i organisationen TUBA være med til, at flere andre unge kan få hjælp til at håndtere konsekvenserne af en barndom, hvor hverdagen har været præget af alkohol- eller stofmisbrug.

Det fortæller han i en pressemeddelelse udsendt af TUBA - der står for 'Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere'.

»Jeg har altid arbejdet med velgørenhedsarbejde og har ofte haft lyst til at gøre det til mit arbejde. Og det giver så meget mening for mig at arbejde for TUBA. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne have fået hjælp af en organisation som TUBA, da jeg var yngre,« siger 55-årige Claus Elgaard.

Den kommende Radio4 har ansat den tidligere TV2-medarbejder Claus Elgaard.
Den kommende Radio4 har ansat den tidligere TV2-medarbejder Claus Elgaard. Foto: Claus Bech
Vis mere

For tiden er den tidligere tv-vært også aktuel i tv-dokumentaren 'Afhængig i fortiden' sammen med sin søster, Puk Elgaard.

TV 2-programmet har netop fokus på deres barndom, og hvilke konsekvenser deres opvækst har haft for dem hver især.

For Claus Elgaard var en af konsekvenserne, at han udviklede ludomani. Først efter mange års spilafhængighed valgte han i foråret 2008 at kontakte Center for Ludomani for at få hjælp til at komme ud af sit misbrug. To år senere udgav han selvbiografien 'Med livet som indsats – en ludoman taler ud'.

Claus Elgaards nye job er en nyoprettet stilling, hvor han som projektleder skal arbejde på at udvikle TUBA's erhvervssamarbejder og -sponsorater.