Hun husker, at hun sad i vindueskarmen på fjerde sal. Svingede først det ene ben ud. Så det andet. Kiggede ned. 'Alt ville bare være nemmere for alle, hvis hun ikke var her', nåede hun at tænke, inden hun bremsede sit tankemylder.
»Det skræmmer mig da, at jeg kunne komme helt derud. At man godt kan komme derud, hvor man er så ked af det, at man ikke synes, at man er noget værd. At man bare er en lille lort, som ikke har noget at byde på,« siger Christina Nørby Ibsen om, hvor hun for få år siden befandt sig, og tilføjer så:
»Det var jo ikke, fordi jeg manglede kærlighed omkring mig. Men når man har det så skidt, kan man ikke styre det, man har inde i kroppen.«
Hun hoppede selvfølgelig ikke. For det hører med til historien, at tanken om lettelsen hurtigt blev afløst af den om konsekvenserne. For børnene, børnebørnene, vennerne, familien.
»Men jeg fortæller det for at beskrive, hvor mørkt et liv kan blive,« siger hun om den tid, hun kalder sin mest sårbare. Den, hvor svigt, løgn og bedrag var ved at æde hende op. Den, som hun sidste år beskrev i et interview med B.T.
I dag er hun et andet sted. Et bedre sted. Har – som vi vender tilbage til – fundet kærligheden igen og tør godt kalde sig selv lykkelig.
»Jeg er et rigtig godt sted i mit liv,« siger hun da også.
Og det er fra dét, at hun nu sender en bog på gaden. 'Med fødderne skrøbeligt plantet' hedder den og handler om at finde fodfæstet igen oven på skilsmissen fra ham, hun var gift med i knap 30 år. Bubber.
En personlig fortælling med glimt i øjet om livets op- og nedture, som hun håber, at andre kan bruge.
For det var de mange henvendelser, hun fik, da hun lavede podcasten 'For altid forandret', der søsatte projektet. Henvendelser fra mænd og kvinder, der takkede hende for at sige det, som de selv følte, højt.
Nu har Ibsen – som hun kalder sig – sat flere ord på sine følelser.
Men at det ikke kun er takkebreve, hun vil få, ved hun godt. Ved, at nogle vil klandre hende for at koge suppe på sin skilsmisse.
Men ved at lave podcasten og nu en bog, er du så ikke med til at fastholde dig selv som Bubbers ekskone?
»Altså, mit største arbejde bliver jo at få rystet det af mig. I mange år har jeg været konen, og nu er jeg ekskonen. Jeg glæder mig til bare at være Christina,« siger hun og understreger, at med bogen lukker og slukker hun for det kapitel i sit liv.
»Men jeg er godt klar over, at stikker man snuden frem, så følger der også noget med det. Og det tager jeg med. Man skal ikke have ondt af mig.«
Hun har heller ikke skrevet bogen for at hænge nogen ud. Tværtimod, understreger hun.
For den eneste, hun hænger ud, er sig selv.
Hun sidder roligt ved spisebordet med hænderne om kaffekruset. Afklaret i øjnene. Forberedt på, at det vil komme. Dét med hendes egen utroskab.
»Hvis du laver en bog om følelser, så er du nødt til at gå all-in. Så fortæller du historien, som den er,« siger Ibsen om i 2011 selv at have haft en affære i en periode, hvor hun var modtagelig for fristelser.
Så modtagelig, at hun blev hovedkulds forelsket i en anden mand. En meget yngre mand.
»Jeg blev kastet op i en kæmpe lykkeboble fra den ene dag til den anden. Jeg tabte hovedet, og det er bestemt ikke noget, jeg er stolt af eller bryster mig af,« indrømmer hun.
»For det er et tillidsbrud, og det er derfor, at man ikke kan forsvare utroskab ligegyldigt hvad. Det er meget svært at rette op på igen, selvom man elsker hinanden.«
»Jeg fortryder ikke, at jeg mødte ham, men jeg fortryder, at jeg ikke sagde det i mit ægteskab, for det skal man. Og så må man se, hvordan man lander i det, om man skal gå hver til sit eller i parterapi.«
»Men dengang handlede jeg ikke ud fra mine egne værdier, ud fra det, som jeg tror på, har prædiket, råbt og skreget om. Det kunne jeg ikke efterleve,« siger Ibsen med et ærgerligt glimt i øjet.
Der er dog en ganske god grund til, at 56-årige Ibsen understreger, at hun ikke fortryder sit møde med ham tilbage i 2011.
I dag er han nemlig hendes kæreste. Og har været det i to år.
Det var umiddelbart efter, at skilsmissen var blevet kendt i offentligheden, at han rakte ud. ‘Jeg er her for dig’, tilbød han.
Dengang kunne Ibsen ikke tage imod tilbuddet. Alt var for kaotisk for hende.
Men efter en tid begyndte de at gå ture sammen. Efter endnu længere tid begyndte de gamle følelser at simre igen på det indre blus.
»Hvad han har gjort for mig, er helt enestående. Han har bare været der, har villet det, hjulpet mig og eddermame lagt skulder til meget,« siger Ibsen med taknemmelighed i stemmen.
Første gang de mødtes, tabte hun hovedet. Men da hun for to år siden skulle kaste sig ud i et forhold til ham, holdt hun en del af det koldt.
For det var vigtigt for hende, at han ikke blot blev en trædesten på vejen videre.
»Der kan man sikkert sagtens nøjes med noget, der er halvgodt. Men det kunne jeg ikke på det tidspunkt. Jeg var alt for revet i stykker selv til at kunne være i noget, der ikke var ordentligt.«
»Og samtidig skulle han ikke være en substitut for noget, jeg havde haft. Det var alt for værdifuldt til, at jeg ville bruge ham til det. Og det er også derfor, jeg har prøvet at passe så godt på ham, som jeg har kunnet i dette cirkus.«
Så smiler hun. Kærligt.
»Man ved jo godt, når noget er godt. Og jeg har kunnet mærke inde i min mave, at han er en stor kærlighed. Han har hjulpet mig til at finde lykken. Jeg skylder ham virkelig meget på den konto.«
Kontoen, der for knap tre år siden var fyldt med mørke, er nemlig i dag fyldt med lys. Er i plus.
»Jeg er et rigtig godt sted, har et menneske i mit liv, som jeg elsker mega højt, har mine vidunderlige børn og to dejlige børnebørn og mega dejlige venner.«
»Det eneste, jeg mangler lidt, er hende den sjove dame. Hende, jeg var engang. Jeg ved ikke, hvor fanden hun er blevet af. Men hun kommer forhåbentlig igen.«
'Med fødderne skrøbeligt plantet' udkommer 28. oktober på forlaget Grønningen 1
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på tlf. 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk
