»Jeg deler helt klart personlige ting, men vi har bare taget et valg.«

Valget, som Christiane Schaumburg-Müller fortæller om, drejer sig om hendes og eksmand Liam O'Connors fælles søn.

For mens hun på Instagram flittigt deler udklip fra sin hverdag, er sønnen Constantin iøjnefaldende fraværende.

Men det er altså ikke en tilfældighed, fortæller 'Vild med dans'-værtinden i denne uges afsnit af 'Helt væk med Hemmingsen'.

Anders Hemmingsen & Emma Wittendorff
Anders Hemmingsen & Emma Wittendorff
Vis mere

Forældrene til den fireårige søn traf nemlig fra start en beslutning om, at han skulle leve et liv væk fra de små Instagram-firkanter.

»Det ene valg er ikke dårligere end det andet. Så det er ikke en opfordring til, at børn ikke skal være på Instagram. Det har jeg ingen holdning til. Jeg har bare en holdning til den beslutning, vi har taget,« fortæller Christiane Schaumburg-Müller i podcasten.

Hun uddyber, at hun generelt ikke deler meget indhold om sin familie på Instagram – og at hun heller ikke betragter sig selv som blogger.

Derfor er det altså heller ikke nødvendigt at lukke de flere end 365.000 følgere ind i alle aspekter i hendes privatliv.

Og slet ikke den del, der omhandler sønnen:

»Vi har kendt personer, der ikke er lige så glade for rampelyset, som for eksempel jeg er. Det er ikke nødvendigvis alle, der synes, det er fedt at være populær. Det er ikke nødvendigvis alle, der synes, det er fedt at blive genkendt og alt muligt,« siger hun og tilføjer om sønnen:

»Når man har en mor og far, som er offentligt kendte, kan det jo ikke undgås, at man selv bliver til en lille kendisfaktor. Også hvis jeg viste ham rigtig meget på min profil.«

Mens Constantin altså er ikkeeksisterende på sin mors profil, finder man i stedet billeder af alt fra indretning til rejser og storslåede kjoler.

Christiane Schaumburg-Müller.
Christiane Schaumburg-Müller. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men selvom Christiane Schaumburg-Müller nærmest på daglig basis lader sine følgere få et smugkig ind i hendes liv, er det ikke, fordi hun konstant sidder med snuden nede i telefonen.

Grinende fortæller hun i 'Helt væk med Hemmingsen', at hendes nytårsforsæt faktisk er at bruge mere tid foran skærmen. Du læste rigtigt: mere tid.

I øjeblikket bruger Christiane Schaumburg-Müller nemlig 'kun' i gennemsnit to timer dagligt, hvilket måske ikke helt er nok, når nu Instagram rent faktisk er en forretning for hende, erkender hun. Med et grin.

Du kan høre 'Helt væk med Hemmingsen' øverst i artiklen eller dér, hvor du plejer at finde dine podcast.