Erhvervsmanden og FLSmidt-arvingen Christian Kjær er ved at sige farvel til Danmark for at flytte til Schweiz.

Det fik ham sidste år til at sætte sin store lystejendom Sandbjerggaard til salg, og nu er endnu en af rigmandens ejendomme kommet på salglisten.

Christian Kjær har nemlig sat en anden ejendom i Sandbjerg til salg. Det skriver Se og Hør.

Der er dog ikke tale om endnu en luksusejendom i samme klasse som Sandbjerggaard, men en mindre ejendom – nemlig en forfalden villa på 127 kvadratmeter.

Villaen, der ligger på Sandbjergvej 21, er sat til salg for seks millioner kroner, fremgår det af Boliga.dk. Selve huset er i faldefærdig stand, og selv om huset er kendt bevaringsvilligt, er det ifølge lokalplanen tilladt at opføre en ny bolig, skriver mægleren Ole Lindgren.

Huset sælges da også som 'byggegrund', og for de seks millioner får man en stor grund på hele 1,8 hektar.

Grunden ligger kun et stenkast fra rigmandens hjem gennem flere årtier, Sandbjerggaard, der er sat til salg hos samme mægler, men dog til en helt anden pris.

Hele 59 millioner kroner skal den næste ejer af Sandbjerggaard slippe for at kunne flytte ind på ejendommen med de 13 værelser, hestestald, tennisbane og swimmingpool.

Christian Kjær på Sandbjerggaard, da han fyldte 70 år.
Christian Kjær på Sandbjerggaard, da han fyldte 70 år. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Christian Kjær har tidligere fortalt, at han ejer flere ejendomme i nabolaget. Villaen på Sandbjergvej 21 købte han af sin ekskone Janni Spies i 2015 for 1,5 millioner kroner.

Det var i øvrigt også gennem hans forskellige ejendomme i Sandbjerg, at Christian Kjær fandt sin 'nye' kone, Susan Astani.

Hun var lige flyttet ind i en villa på Sandbjergvej med sine børn, og hendes grund grænsede op til en af Christian Kjærs grunde, da hun stødte på rigmanden.

Hendes børn ville meget gerne gøre brug af en gynge, som hang i et træ, der stod på hans grund:

»Så spurgte hun mig om det, og jeg kom ned og så det en dag. Og så udviklede det sig. Og så fandt jeg min tredje kone,« har Christian Kjær tidligere fortalt til B.T.

Christian Kjær blev i 2019 idømt 30 dages betinget fængsel for at have påkørt en official ved et cykelløb nær sit hjem Sandbjerggaard i august sidste år. Han fik i den forbindelse frataget sine royale titler.

Rigmanden har ikke lagt skjul på, at han mener, at dommen i den kontroversielle sag var uretfærdig, og det er en af årsagerne til, at han forlader Danmark.

»Jeg har betalt 200 millioner i skat – så jeg har gjort min borgerpligt, og så behøver jeg ikke at blive hjemme, når de ikke behandler mig ordentligt,« udtalte Christian Kjær i efteråret til B.T.

Susan Astani-Kjær sammen med sønnen Alexander, som hun har sammen med Christian Kjær.
Susan Astani-Kjær sammen med sønnen Alexander, som hun har sammen med Christian Kjær. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Han oplyste i den forbindelse, at han ville forlade landet så snart, at skattevæsenet var færdig med at behandle hans sag.

Hans kone, Susan Astani, er allerede flyttet til Schweiz, hvor parret tilbringer meget tid sammen.

»Vi har det så skidegodt hernede. Alle mennesker er så søde. Og de har noget dejligt rødvin,« fortalte Christian Kjær dengang.

Parret har bosat sig i byen Villars-Sur-Ollon i den fransktalende del af Schweiz sydøst for Genevèsøen. Christian Kjærs familie ejer her flere ejendomme, da hans mor tidligere boet i byen i mange år.