Et møde med en trafikofficial fra et cykelløb på vej hjem fra bageren sidste år endte med at koste den danske erhvervsmand Christian Kjær hans royale titler.

Og den historie er tilsyneladende gået verden rundt. Ifølge Christian Kjærs kone, Susan Astani-Kjær, har sagen nemlig vakt interesse helt i Hollywood, der har tilbudt parret at lave en film om sagen. Det fortæller Susan Astani til B.T.

»Vi blev ringet op af en fra Hollywood, der ville lave en film om os. Om Christian og den måde, som han fik frataget sine titler fra kongehuset på,« siger hun, da B.T. møder hende i den schweiziske by Villars-sur-Ollon i Schweiz.

Parret valgte at flytte til den mindre by i de schweiziske alper som følge af sagen, der endte med en dom på 30 dages betinget fængsel til Christian Kjær for overtrædelse af straffeloven.

Susan Astani er sammen med sin mand og børn flyttet til Schweiz.
Susan Astani er sammen med sin mand og børn flyttet til Schweiz. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Han blev dømt for at påkøre en trafikofficial med lav fart. Ifølge domsmandsretten var påkørslen med 'så lav hastighed, at det svarer til et skub'.

Christian Kjær har hele tiden nægtet sig skyldig og mener, at de frivillige trafikofficials rottede sig sammen mod ham.

Som følge af dommen fik Christian Kjær frataget titlerne som kammerherre, hofjægermester og Ridder af 1. grad af Dannebrog.

Fratagelsen af de royale titler vakte mindst lige så stor opsigt som selve dommen, da Christian Kjær gennem mange år var en tæt bekendt af kongehuset – især i prins Henriks levetid.

Kongehusekspert Søren Jakobsen kaldte det 'drastisk'.

Selv om det er normen, at hædersbevisninger af den slags bliver inddraget, hvis man overtræder loven i en grad, der ikke kan betegnes som værende under bagatelgrænsen, så er det i sidste ende Dronningens beslutning.

Det har historiker og tidligere arkivar i Rigsarkivet Nils Bartholdy tidligere fortalt til DR:

»Det er hendes afgørelse i sidste ende, for hun er det, der hedder ordensherre, og det betyder, at hun råder over titlerne,« forklarede han til mediet i maj.

Susan Astani-Kjær sammen med sønnen Alexander, som hun har sammen med Christian Kjær.
Susan Astani-Kjær sammen med sønnen Alexander, som hun har sammen med Christian Kjær. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Susan Astani-Kjær har flere gange fortalt, at fratagelsen af titlerne har tæret hårdt på hendes mand, der værdsatte venskabet med kongehuset. Parret har heller ikke lagt skjul på, at de er overraskede og skuffede over behandlingen fra kongehuset.

Fratagelsen af titlerne betyder, at Christian Kjær ikke længere vil få invitationer til officielle selskaber med kongehuset som vært.

Susan Astani ved endnu ikke, om det ender med, at sagen om hendes mand ender som en film.

»Christian sagde nej. Men jeg har sagt, at det kan være, at vi er interesserede senere,« siger Susan Astani, der også fortæller, at hun har sagt til instruktøren, at hun gerne stiller op til interview, som han kan bruge til baggrundsviden.

Susan Astani og Christian Kjær
Susan Astani og Christian Kjær Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Susan Astani-Kjær blev gift med den 27 år ældre Christian Kjær i 2014.

De har begge været gift to gange tidligere, og de har begge tre børn fra tidligere ægteskaber. Sammen fik de sønnen Alexander i 2012.

Alexander samt Susan Astani-Kjærs to børn, Stella og Leon på 12 og 13 år, bor alle med deres mor i Schweiz, hvor de også går i skole.

Christian Kjær er endnu ikke flyttet officielt til Schweiz, men det sker så snart, at han har fået afregnet med Skat. Han har tidligere fortalt, at han afventer Skat.