'Elsk dig selv.'
Det er budskabet, som Chrissy Teigen forsøger at sende med et nøgenbillede, som hun delte på sociale medier i weekenden.
På den 35-årige models billede kan man tydeligt se flere ar på undersiden af hendes bryster og på den nedre del af hendes mave.
'Glædelig valentinsdag. Elsk dig selv. Denne kælling har været gennem hele turen,' lød teksten til billedet, som kan ses herunder:

Arrene på Chrissy Teigens bryster skyldes en brystoperation sidste år, hvor hun fik fjernet sine implantater, som hun fik, da hun var 20 år.
Arrene på maven skyldes en operation tidligere denne måned, hvor Chrissy Teigen blev opereret for endometriose, som er en smertefuld tilstand, hvor væv sætter sig uden for livmoderen – for eksempel på æggestokkene eller tarmene.
Chrissy Teigen har tidligere fortalt, at hun havde utrolig mange smerter efter operationen, men at det ikke var lige så slemt som inden.
»Det er svært, fordi blot et lille host giver mig smerter, men det er stadig bedre end kramperne og smerterne fra endometriose,« sagde hun.

Teigens endometriose-operation fandt sted i den uge, hvor hun efter planen skulle have født sit tredje barn, en søn ved navn Jack.
Teigen og hendes mand, 42-årige John Legend, mistede dog sønnen i september efter voldsomme komplikationer. Noget, som Teigen efterfølgende beskrev i et følelsesladet skriv på sin blog.
»Det var et fuldstændigt sammenbrud med snot og tårer over det hele, og hvor min vejrtrækning ikke kunne følge med min dybe sorg. Selv nu, hvor jeg skriver om det, kan jeg mærke smerten over det hele igen,« skrev hun blandt andet.
Chrissy Teigen har siden udtalt, at hun aldrig bliver gravid igen, og at hun priser sig lykkelig for sine og John Legends to sunde og raske børn, fireårige Luna Simone og toårige Miles Theodore.