35-årige Chrissy Teigen og manden, musikeren John Legend, mistede i oktober måned deres ufødte søn Jack.

Nu kæmper Teigen med at acceptere, at hun ikke kan få børn på en naturlig måde.

Det fortæller hun til People.

»Vi er chokerede og i den dybe smerte, du hører om, men som vi aldrig har oplevet. Vi var aldrig i stand til at stoppe blødningen og give vores baby den væske, han havde brug for, på trods af blodtransfusioner. Det var bare ikke nok,« skrev Teigen tilbage i oktober måned på sin Instagram-profil.

Her, et halvt år senere, pryder Teigen forsiden af People med sine to børn, 4-årige Luna Simone og 2-årige Miles Theodore.

I interviewet afslører hun altså, at hun ikke kan blive gravid igen. Teigen har længe været åben omkring, at hun har fertilitetsproblemer og har kæmpet med at acceptere det fuldt ud.

»At affinde sig med det faktum, at jeg ikke kan blive gravid igen, er meget svært for mig, fordi jeg føler mig sund. Så hvorfor mig? Men så tænker jeg, at min livmoder ikke samarbejder med mig, og at det ikke er min skyld,« siger Chrissy Teigen til People.

Hun kommer også ind på, at hun er taknemmelig over, at hun har fået to børn, der kom til verden gennem fertilitets- og hormonbehandling.

Teigen håber, at hun kan hjælpe andre kvinder i en lignende situation ved at dele sin historie.

»For mig er det meget vigtigt, at alle har adgang til de muligheder, der findes derude, så folk kan få deres drømme opfyldt. Det er så utroligt dyrt, at få frosset sine æg ned. Reagensglasbefrugtning er ikke en mulighed for alle, men det bør det være,« mener stjernen.