I november blev fitnessdronningen Charlotte Bircow udsat for et groft overfald, hvor hun forstuvet sin hånd og fik frarøvet sit rolex-ur.

Torsdag var hun i retten i Nice som eneste vidne, hvor der faldt dom i sagen mod den såkaldte ‘Rolex-bande’. Det oplyser hun på sin Instagram.

Til B.T. fortæller Charlotte Bircow om sin oplevelse efter fire timer i retten, Palais de Justice, i den franske kystby – en oplevelse hun kalder for en langsommelig proces.

»Det var første gang, jeg var i retten på den måde – der var mange sager, som skulle gennemgås. Så processen var langsommelig.«

Overfaldet skete den 5. november, hvor Charlotte Bircow havde været ude og powerwalke sammen med sin kæreste Per. Parret var på vej tilbage fra Nice mod Villefrance, hvor en mand kommer gående bag fra og griber fat i Bircows hånd, flår uret af og løber væk.

Den voldsomme oplevelse efterlod Charlotte Bircow med et forstuvet håndled og blå mærker.

Charlotte Bircow fortæller, at hun var den eneste som havde fået et godt syn af de to gerningsmænd – på trods af hun kun havde set manden som greb fat i hendes arm fra siden og fra ryggen.

I retssalen sad hun direkte overfor de to gerningsmænd, hvor det eneste som adskilte dem var plexiglas. Hun understreger dog, at hun på intet tidspunkt frygtede for sin egen sikkerhed.

»I bund og grund tænker jeg altid, at folk et eller andet sted er gode mennesker, som har et ordentligt hjerte. Men nogen gange tror jeg bare nogle vokser op i et miljø, hvor det er svært at redde dem. Den ene (gerningsmand, red.) havde været i fængsel før. Så det er anden gang. Det er unge mennesker, de er 29 og 33 år.«

Under den fire timer lange retssag torsdag aften fik Charlotte Bircow en undskyldning. Men det er en undskyldning hun ikke giver meget for.

»Man kunne godt se, at deres undskyldning til mig var instrueret af advokaten, for at de kunne få en mildere straf,« siger hun og fortsætter:

»De sagde 'mange gange undskyld til madame Næss-Schmidt'. Men det var sådan en undskyldning, hvor de ikke gad at se mig i øjnene.«

Gerningsmændene fik en dom på 4 års fængsel og blev udvist af Frankrig i 10 år efter afsoning. En dom som ifølge den 61-årige er rimelig.

Selvom overfaldet nu er et officielt afsluttet kapitel med domfældelsen torsdag, har det alligevel sat sine spor i Charlotte Bircow.

»Jeg har stadig svært ved, når folk går bag mig. Jeg kigger mig stadig over skulderen. Hele tiden,« siger hun og afslutter:

»Men jeg har det fint nu.«