Der var i den grad fart over feltet, da Casper Christensen i sine 20'ere slog igennem som komiker og turnerede landet rundt med sit standup.

Den folkekære komiker var ude at optræde stort set hver eneste weekend, og selv om han havde sin daværende kæreste, Lotte Larzen, siddende derhjemme, gik det ikke stille for sig på lagnerne hos Casper Christensen.

Det fortæller den i dag 52-årige kendis i sin nye bog 'Casper', der netop er kommet på gaden.

Her åbner 'Klovn'-skaberen op om flere af sine affærer og sidespring gennem tiden, og i den forbindelse taler han også om nogle af de onenightstands, som han kalder sit livs værste.

Casper Christensen blev i den grad landskendt, da han var vært for programmet 'Husk Lige Tandbørsten', der blev sendt i midten af 90'erne.
Casper Christensen blev i den grad landskendt, da han var vært for programmet 'Husk Lige Tandbørsten', der blev sendt i midten af 90'erne. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Det ene eksempel, Casper Christensen deler, handler om en aften, hvor han blev 'afsindig fuld' på en lokal bar, hvor han mødte en cirka 30 år gammel kvinde, som hev ham med hjem.

Da han vågnede næste dag, gik det op for ham, at han befandt sig i et parcelhus, og at kvindens værelse var overplastret med Disney-plakater.

»Jeg kunne huske, at vi havde været sammen, men ikke meget mere, og jeg tænkte, at det var vildt, at hun levede i et parcelhus alene, og fik så en fornemmelse af, at noget var galt,« siger Casper Christensen og fortæller, at kvinden herefter fortalte, at hun boede hos sine forældre, hvorefter hun spurgte ham, om han ville se hendes konfirmationsbilleder.

»Først da gik det op for mig, at hun muligvis var evnesvag,« siger komikeren, der dog kunne trøste sig med, at kvindens forældre ikke var hjemme, og at han derfor kunne smutte uset væk fra huset i en taxa.

Hvis Casper Christensens historie om sit onenightstand med kvinden med Disney-plakater vækker minder for nogen, så giver det fin mening.

I afsnittet 'Bye Bye Bodil' i anden sæson af 'Klovn' er der nemlig en scene, hvor Casper Christensen har brugt sin personlige historie for komikkens skyld. Du kan se klippet herunder.

Et andet eksempel, Casper Christensen fortæller om i bogen, foregår i Jylland, hvor komikeren efter et show formåede at hive endnu en fra det modsatte køn med sig hjem på hotelværelset.

De to var sammen uden prævention, og efter akten fortalte kvinden, at hun netop var kommet hjem fra USA, hvor hun havde haft et misbrug af crystal meth.

»Jeg var sikker på, jeg ville komme hjem med aids,« siger Casper Christensen i bogen.