Casper Christensen har fået et job som lærer.

Nærmere bestemt mesterlærer. Han er nemlig den seneste velkendte dansker, der skal dele ud af sine erfaringer og lærdom i Mesterlære: En videobaseret forelæsningsrække, hvor han fortæller, hvordan man skriver komediemanuskripter.

»Det er ligesom det, jeg ved noget om. Og det, jeg snakker meget om, er, hvor man får inspirationen fra, hvordan man strukturerer sit materiale, og hvor vigtigt det er at slå noget materiale ihjel, som man synes er så sjovt, men ikke fungerer rigtigt,« forklarer Casper Christensen til B.T.

Casper Christensen har fået nyt job som mesterlærer, hvor han deler ud af sine erfaringer som komediemanuskriptforfatter i en videoforelæsningsrække.
Casper Christensen har fået nyt job som mesterlærer, hvor han deler ud af sine erfaringer som komediemanuskriptforfatter i en videoforelæsningsrække. Mesterlære/PR

Han har ikke nogen faglig baggrund, men til gengæld mere end 25 års erfaring med at skrive komediemanuskripter – eksempelvis fra kultfænomener som 'Klovn' og 'Casper og Mandrilaftalen'.

»Der er jo ikke rigtigt nogen skole for at skrive komedier. Der er jo kun filmskolen, der uddanner manuskriptforfattere,« lyder det fra den 53-årige komiker.

»Så noget af det er personligt. Mine anekdoter omkring, hvad der virker og ikke virker, bliver meget personlige, for dem tager jeg jo fra mit eget liv. Men der er jo ligesom nogle ret håndgribelige, universelle skabeloner, strukturer eller regelsæt for, hvordan man skal skrive for at få en komedie til at fungere,« forklarer han om sit håndværk.

Et håndværk, han er drevet af at give videre. For lønnen er ikke prangende.

»Man betaler en abonnementspris for at komme ind i systemet og kunne se alle de forskellige mesterlærer, og det får jeg en meget, meget lille del af, så det er bestemt ikke for pengene, man gør det. Man får ikke noget på forhånd. Der er heller ikke nogen bagmænd, der sidder og bliver rige,« forklarer Casper Christensen.

»Men hvis det her kan hjælpe nogen til at få motivationen til at sætte sig ned og skrive noget morsomt – for det mangler der simpelthen – så vil jeg rigtigt gerne være med til det.«

Casper Christensen har fået nyt job som mesterlærer, hvor han deler ud af sine erfaringer som komediemanuskriptforfatter i en videoforelæsningsrække.
Casper Christensen har fået nyt job som mesterlærer, hvor han deler ud af sine erfaringer som komediemanuskriptforfatter i en videoforelæsningsrække. Mesterlære/PR

Tilbage i 2015 modtog han Zulu Comedy Gallas ærespris for sit arbejde for dansk komedie og standup. Dengang jokede han med, at en ærespris gerne betød, at man var færdig i branchen.

Nu skal han så for første gang lære sin kunnen fra sig. Han vil give fanen videre.

Men betyder det så, at han faktisk nu er ved at være færdig i komediebranchen?

»Nej, det er jeg bestemt ikke, men jeg ser nok gamet lidt anderledes nu, end jeg gjorde for ti år siden. Jeg har mere at lave nu, end jeg nogensinde har haft,« forsikrer Casper Christensen.

Det er bare ikke den danske scene, han bevæger sig på lige for tiden.

Det er den internationale – og så er han rykket om bag kameraet.

»Jeg har ikke brug for at stå i fronten og tage shinet på noget af det, så det er en helt anden måde, jeg arbejder på nu. Så på den måde er jeg ude af gamet, fordi jeg ikke optræder med noget som helst selv eller står frem,« forklarer komikeren.

Casper Christensen har fået nyt job som mesterlærer, hvor han deler ud af sine erfaringer som komediemanuskriptforfatter i en videoforelæsningsrække.
Casper Christensen har fået nyt job som mesterlærer, hvor han deler ud af sine erfaringer som komediemanuskriptforfatter i en videoforelæsningsrække. Mesterlære/PR

Han har som manuskriptforfatter og instruktør lige færdiggjort den amerikanske spillefilm 'Robots' med store navne som Shailene Woodley og Jack Whitehall i hovedrollerne.

Nu sidder han og skriver på to nye amerikanske spillefilm – men det gør han altså stadig med dansk grund under fødderne.

»Jeg arbejder hjemmefra, jeg sidder her i Hornbæk og skriver, det er jo dejligt. Det er det eneste gode, der er kommet ud af den corona: At folk har forstået, at man ikke behøver flyve for at holde et møde. Så det har hjulpet min dagligdag rigtig meget,« slutter Casper Christensen.

Han bor endnu i sin og hustruen Isabel Christensens 314 kvadratmeter store Hornbæk-villa, som parret solgte i sommer for 21 millioner kroner – til fordel for et 523 kvadratmeter stort landsted i Tikøb til 16 millioner kroner.