De blev stormende forelsket nærmest med det samme, og det første frieri skete efter kun få dage. Men ægteskabet mellem Caroline Fleming og den britiske rigmand, Rory Fleming, endte med et ordentlig brag.

Parret blev så rygende uvenner, at de røg ud i en tre år lang skilsmissekamp. Og selvom Caroline Fleming endte med at få en økonomisk aftale, så var det langt fra det beløb på fire milliarder kroner, som har floreret i medierne.

Det fortæller den tidligere baronesse i sin nye bog 'Caroline', der er udkommet torsdag.

Det virkede ellers til, at parret var et 'match made in heaven', da de mødte hinanden ved en fest i London tilbage i 2001.

Caroline Fleming og Rory Fleming ved deres datters, Josephines, barnedåb på Valdemars Slot.
Caroline Fleming og Rory Fleming ved deres datters, Josephines, barnedåb på Valdemars Slot. Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix

Hun var en 25-årig adelig dansk baronesse med en far, der var lensbaron og ejede Valdemars Slot. Og han var en ekstrem rig brite fra den britiske overklasse, der havde alle de rigtige manerer, som hun var blevet opdraget til, at hendes kommende ægtemand skulle have.

Lykken var da også stor i de første år, hvor det forelskede par rejste verden rundt – uden nogensinde at skænke arbejde en tanke. For penge var der nok af – især på Rory Flemings konto.

Hvor meget Rory var værd, vidste Caroline Fleming ikke helt præcis. Og hun havde ikke engang ulejliget sig med at spørge ind til, hvad han lavede, da han få dage efter deres første møde friede til hende første gang.

»Der, hvor jeg kommer fra, er for eksempel penge, og hvad man laver for at tjene dem, ikke noget, man taler om. Det bliver anset for at være upassende – fordi folk har nok af dem,« forklarer hun i bogen.

Caroline Fleming beskriver slottet, Valdemars Slot, som en byrde.
Caroline Fleming beskriver slottet, Valdemars Slot, som en byrde. Bax Lindhardt

Hun sagde nej til Rory Flemings første forsøg på et frieri. Men han blev ved og ved, og få dage senere sagde hun ja.

Parret blev gift ved først en afdæmpet borgerlig vielse i London og senere ved et kæmpe bryllup på Valdemars Slot i Danmark. Alle var glade. Især brudens far, der nu kunne se frem til en håndsrækning til at drive det forgældede gamle slot videre i familien, beretter i hun i bogen.

Hendes far, den nu afdøde lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, elskede sin nye svigersøn, og Caroline Fleming elskede, at hendes mand blendede godt ind i hendes adelige familie – og ikke mindst deres omgangskreds.

»Det var ikke så mærkeligt, for jeg havde jo giftet mig med en forlængelse af min far,« forklarer hun.

Caroline Flemings nu afdøde far, Niels Iuel-Brockdorff, med sin kone, Molise.
Caroline Flemings nu afdøde far, Niels Iuel-Brockdorff, med sin kone, Molise. Hanne Juul

Dertil kom, at Fleming-navnet åbnede mange døre for hende.

»Hvis nogen fra Fleming-familien sagde hop, ville alle andre spørge, hvor højt. Så længe, man var inde i varmen, føltes det rigtig godt,« fortæller hun.

Men lykken varede ikke ved. For da Caroline Fleming efter to børn og syv års ægteskab ville skilles fra sin rige mand, så fik hun bagsiden af medaljen at mærke. Hun fik at føle, hvordan det var ikke at være inde i varmen.

De glade dage med kongelige jagtselskaber, dyr champagne og femretters menu på fransk på Valdemars Slot var forbi.

Caroline Fleming følte sig ensom, og hun var uenig med Rory Flemings syn på børneopdragelse, der bød på barnesygeplejerske og kostskoler.

Hun mødte dog ikke stor forståelse fra sin mand, da hun fortalte ham, at hun ville skilles.

»Han svarede, at hvis jeg gjorde det, ville han sørge for, at jeg aldrig kunne se mine børn mere. Han ville få alle til at tage afstand fra mig – ikke bare min egen familie, men alle, jeg havde mødt,« fortæller Caroline Fleming.

Samtidig blev hendes far også rasende over skilsmissen. Han ønskede ikke, at hans datter blev skilt: 

»Min far hamrede sin knytnæve så hårdt ned i bordet, at alle glas og kopper lettede et par centimeter. Og så begyndte han at råbe. Om at jeg var den mest forkælede, han nogensinde havde kendt,« fortæller Caroline Fleming i bogen, hvor hun tilføjer, at hun begyndte at forberede sig på, at en skilsmisse fra Rory Fleming formentlig også ville betyde en skilsmisse fra hendes egen familie. 

Caroline Fleming.
Caroline Fleming. Anthon Unger

Hun valgte dog alligevel at gennemføre skilsmissen, der blev et kæmpe tilløbsstykke i både Danmark og Storbritannien.

Caroline Fleming havde hyret topadvokaten Anthony Julius, der havde repræsenteret prinsesse Diana ved hendes skilsmisse, mens Rory Fleming havde hyret prins Charles advokat, Fiona Shackleton.

Skilsmissekrigen kørte i tre år og lavede en kløft mellem Caroline Flemings og Rory Flemings venner, og parret kommunikerede kun via advokater.

I maj 2011 kunne de endelig sætte det sidste punktum i skilsmissen.

I de britiske medier blev der skrevet, at Caroline Fleming ville bliver milliardær og modtage i omegnen af fire milliarder kroner i forbindelse med skilsmissen.

Det er dog langt fra sandheden, fortæller hun i bogen.

»Jeg har skrevet under på en klausul, der gør, at jeg ikke kan udtale mig offentligt om min skilsmisse. Men jeg kan sige, at det beløb, jeg endte med at få, ikke er i nærheden af det beløb, Daily Express skrev. Det er endog meget langt fra virkeligheden,« lyder det fra den tidligere baronesse.

Bogen 'Caroline' udkommer torsdag. Den er udgivet af Politikens forlag og skrevet i samarbejde med forfatteren Anne Sofie Kragh.

Caroline Fleming har ikke ønsket at give et uddybende interview til B.T. i forbindelse med bogen.