Bloggeren Cana Buttenschøn har aflyst julen i år.

Det skyldes skilsmissen fra sangeren og tv-værten Thomas Buttenschøn - og den smerte den medfører netop her i julehøjtiden.

For parrets to sønner, Jens og Peter på syv og fire år, skal være sammen med deres far juleaften.

Og en jul uden dem ville ikke være til at bære for 32-årige Cana Buttenschøn.

»Jeg kunne mærke, at når jeg ikke havde muligheden for at være sammen med mine egne børn juleaften, så ville det gøre mig så ked af det, hvis jeg skulle sidde med resten af familien og fejre jul med andres børn. Det ville gøre alt for ondt, og det ville være salt i et sår, der allerede bløder og gør ondt,« siger Cana Buttenschøn til TV 2.

Hun og Thomas Buttenschøn blev skilt sidste år, men fejrede den første jul efter bruddet sammen.

I år kunne det ikke lade sig gøre.

Det var på sin blog Cana Buttenschøn første gang fortalte, at hun som konsekvens har valgt at droppe julen anno 2018.

Arkivfoto. Thomas Buttenschøn og Cana Buttenschøn.
Arkivfoto. Thomas Buttenschøn og Cana Buttenschøn. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

'Det mest nærliggende ville måske være at søge mod min familie og holde jul sammen med dem, men for at være helt ærlig kan jeg ikke se den fjerneste værdi ved at sidde omkring et juletræ og julehygge, når ikke det er sammen med mine børn.'

'Derfor lukker jeg øjnene og stikker hovedet i jorden som en struds og gør, som om juleaften slet ikke finder sted,' skriver Cana Buttenschøn i blogindlægget.

I stedet rejser hun med sin kæreste til Amsterdam, hvor de vil spise en god middag og få noget voksentid sammen.

Cana Buttenschøn skal være sammen med sine børn første juledag.