Der er ekstra god julestemning hos Cana Buttenschøn i år.

Den 32-årige jordemoder og kendisblogger er nemlig gravid. Det skriver hun på Instagram.

'Vi er – endnu engang – taget på hotel for at fejre hjerternes fest. Uden andre end hinanden (og Martha),' skriver hun og henviser til parrets hund, Martha.

'Det helt særlige denne gang er dog, at det bliver vores sidste gang, helt alene. FOR VI SKAL HAVE EN BABY!!! Rigtigt glædelig jul derude,' fortsætter hun.

Cana Buttenschøn har i forvejen to sønner, Jens og Peter, med eksmanden Thomas Buttenschøn, som hun var gift med i syv år.

De to gik fra hinanden i sommeren 2017, og i april året efter kunne Cana Buttenschøn så afsløre, at hun havde fundet kærligheden på ny – nemlig kokken og køkkenchefen Simon Thrane.

Hun skrev dengang på sin blog, at de to mødte hinanden nytårsaften, da hun var gæst på hans restaurant, Trio i København.

Foto: CHRISTENSEN, KLAUS BO
Vis mere

Hun fortalte, at hun i første omgang ikke gav ham sit nummer, og at hun endda opfordrede ham til ikke at kysse hende. Det ærgrede hende efterfølgende, at hun ikke fik givet ham den 'lækre fyr' sit nummer, men:

'Heldigvis fandt han mig igen, ham der kokken – og ganske rigtigt: Han kunne virkelig noget, for nu sidder vi her, tre måneder og et par dage senere, og jeg har lige fortalt ham, at jeg elsker ham,' skrev hun på sin blog.